Tre medarbejdere er testet positive for COVID-19 på Frederiksberg Sundhedscenter. Derfor lukker centret efter aftale med Styrelsen for Patientsikkerhed i syv dage. Centrets besøgende bør kun lade sig teste, hvis de udvikler symptomer, anbefaler styrelsen. Det oplyser Frederiksberg Kommune i en pressemeddelse.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Der er tirsdag konstateret tre tilfælde af smitte med COVID-19 blandt medarbejderne på Frederiksberg Sundhedscenter. En fjerde medarbejder har også symptomer, men endnu ikke fået svar på sin test.

Frederiksberg Kommune har efter aftale med Styrelsen for Patientsikkerhed besluttet at lukke centret ned i syv dage, og det åbner først igen, når alle medarbejdere er testet, og smitterisikoen er minimeret. Det oplyser vicedirektør, sundheds- og omsorgschef i Frederiksberg Kommune Torben Laurén.

De besøgende, der har været i kontakt med de smittede medarbejdere, har fået direkte besked og er blevet testet. Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler ikke, at andre, der har besøgt sundhedscentret i de seneste uger, bliver testet, med mindre de udvikler symptomer på sygdommen.

”Medarbejderne på sundhedscentret har ikke tæt patientkontakt, og det er baggrunden for styrelsens anbefaling af ikke at foretage en systematisk testning blandt alle besøgende i den seneste tid. Men udvikler man symptomer, bør man naturligvis kontakte sin læge og lade sig teste,” siger Torben Laurén.

Frederiksberg Kommune vil være i tæt kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed og følger dens anbefalinger i håndteringen af smitten på centret.