Børn og unge i psykisk mistrivsel skal have hjælp tidligt, så tilstanden ikke bliver værre og måske varig. Frederiksberg Kommune har åbnet et nyt behandlingstilbud, der skal sikre rettidig hjælp og give børn og unge – og deres forældre – et åbent og tilgængeligt sted at henvende sig for at søge hjælp og støtte.
1. februar åbnede ”Åbent Tilbud for Mental Sundhed” i Frederiksberg Kommunes Fællesrådgivning, hvor børn og unge og deres forældre kan få hjælp, hvis et barn eller ung i familien oplever psykisk mistrivsel. Tilbuddet er nyt, men det bygger videre på erfaringer fra udviklingsprojekter om indsatser til børns og unge i mistrivsel, som psykologer fra Frederiksberg Kommune har deltaget i blandt andet i samarbejde med børne- og ungdomspsykiatrien.
Borgmester Michael Vindfeldt (S) er begejstret for tilbuddet og for indsatsen generelt:
”Vi lever desværre i en tid, hvor mange af vores børn og unge føler sig pressede og trives dårligt, og det anser jeg for at være en af de allerstørste udfordringer, vi har i Danmark. Derfor har vi på Frederiksberg deltaget i en række udviklingsprojekter, som netop har handlet om at understøtte mental sundhed og forebygge varige psykiske problemer ved at sætte tidligt ind med hjælp i den form, man kalder lettere behandling. Med midler fra psykiatriaftalen gør vi tilbuddet permanent, så børn og unge kan få tidlig behandling og hjælp af fagligt dygtigt personale, for ingen forældre på Frederiksberg skal stå alene, når deres barn har ondt i livet,” siger han.
Tilbuddet retter sig mod børn fra børnehaveklassealderen til unge op til 17 år, som oplever symptomer på mistrivsel, for eksempel stress, bekymring, angst, tristhed, uro, udadreagerende adfærd og selvskade. Formand for Frederiksberg Kommunes Børneudvalg, Anja Lundtoft (EL) understreger, at tilbuddet ikke kommer til at stå alene:
”Når et barn ikke trives, skal alle omkring barnet støtte op. Derfor kommer psykologerne i tilbuddet, i samarbejde med barnet og dets forældre, til at bygge bro og række ud til eksempelvis barnets skole, læge og andre omkring barnet. Det vigtigste for mig er, at det ikke kræver, at barnet har en diagnose for at kunne modtage hjælp, tværtimod skal det her tilbud gerne forhindre, at barnet eller den unge kommer i så massiv mistrivsel, at det kræver en psykiatrisk indsats. Mit håb er, at både børnene og deres forældre vil opleve, at med dette tilbud er der mulighed for en hurtigere indsats, der ikke kræver alenlange pædagogiske og psykologiske undersøgelser og udredninger,” siger hun.
Psykologerne i tilbuddet kommer også til at arbejde tæt sammen med den regionale børne- og ungepsykiatri, men målet er at hjælpe flest mulige børn og unge, inden de udvikler psykiske lidelser, understreger formand for Frederiksberg Kommunes Undervisningsudvalg, Ruben Kidde (RV):
”Det er så utroligt vigtigt, at vi sætter ind i tide. Derfor vil jeg opfordre alle forældre, der oplever, at deres barn ikke trives, til at kontakte tilbuddet og starte med at få et godt råd. Det kan godt være svært at bedømme trivsel især hos større børn, der ikke altid er så meddelsomme, og derfor er mit råd til forældrene: hvis du er i tvivl, så er du ikke i tvivl: Kontakt tilbuddet. Og så vi jeg også understrege, at hvis en ung begynder en behandling som 17-årig, så fortsætter den behandling – også selv om vedkommende runder 18 år undervejs,” siger han.
Regeringen er på vej med en ændring af Sundhedsloven, der pålægger alle kommuner at etablere sådanne lettilgængelige tilbud med tidlig behandling af psykisk mistrivsel. Frederiksberg er blandt de første kommuner, der åbner tilbuddet.
Fakta: Åbent Tilbud for Mental Sundhed
- Et tilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel – og deres forældre
- Tilbuddets ansatte er alle uddannede psykologer
- Tilbuddet åbnede den 1. februar 2024
- Man skal ikke have henvisning for at henvende sig
- Telefonnummer og telefontid: Alle dage 8.30-14 på telefon 38 21 11 30.
- Link til hjemmeside: Åbent tilbud for mental sundhed