Kom og vær med når Frederiksberg går sammen og indsamler affald den 30. august. Det oplyser Frederiksberg Kommune i en pressemeddelse.
Søndag den 30. august inviterer Frederiksberg Kommune hele byen til at deltage i en fælles affaldsindsamling. Begivenheden er et led i den samlede indsats for at holde byen ren, som nu afholdes for andet år i træk.
Borgmester Simon Aggesen (C) opfordrer alle interesserede til at deltage og støtte op om dagen: ”På Frederiksberg sætter vi stor pris på, at byen er ren og fri for affald, og det kræver, at vi alle sammen gør en daglig indsats for at passe godt på vores smukke by. Derfor vil vi igen i år gå på gaden for at samle affald og markere behovet for, at vi i fællesskab holder Frederiksberg ren og pæn,” siger han.
Alle er velkomne til at deltage, voksne som børn, hvilket sker ved at møde ved en af byens seks uddelingsstationer, hvor der udleveres handsker, skraldeposer og en vest.
Affaldet stilles ved en af uddelingsstationerne, når deltagerne er færdige med at indsamle eller senest, når indsamlingen er slut klokken 14. Stationerne er åbne og med bemanding fra klokken 10 til 11.30. Stationen ved rådhuspladsen er bemandet imellem klokken 10 til 14, hvor borgmesteren også vil være til stede.
Formand for Frederiksberg Kommunes By- og Miljøudvalg, Jan E. Jørgensen (V) understreger, at indsamlingsdagen er et værdifuldt led i en større indsats for at holde byen attraktiv og ren: ”Vi ved, at der hurtigt kommer mere affald, når der ligger skrald på gaden. Mens hvis der er rent og pænt, er der flere, der bruger skraldespandene. Derfor håber jeg, at rigtigt mange vil bakke op om initiativet og deltage i årets affaldsindsamling”.
Uddelingsstationer er åbne imellem klokken 10 og 11.30 (rådhuspladsen fra klokken 10-14)
Forum st.
Aksel Møllers have
Kristian Zahrtmanns Plads
Lindevangsparken ved Finsensvej
Medborgercenteret på Nordens Plads
Frederiksberg Rådhusplads, hvor borgmesteren også vil være tilstede.