Onsdag kårede Frederiksberg Kommune Cobe som vinder af en konkurrence om, hvordan området bag det gamle Radiohus på Rosenørns Allé kan udvikles til en musikalsk og kunstnerisk campus med Kultur- og Musikskole, et kollegie og en parkeringskælder.
Nu ligger visionen klar for den nye Kultur- og Musikskole på Frederiksberg.
Borgmester Michael Vindfeldt (S) er tilfreds med planen:
”Nu har vi et godt og gennemarbejdet forslag, som vi kan bruge, hvis kommunalbestyrelsen ved de kommende budgetforhandlinger prioriterer at gå videre med planerne for området,” siger han.
Næste skridt er at videreudvikle på idéerne, siger Formand for By- og Erhvervsstrategisk udvalg Lone Loklindt (RV):
”Deltagerne i konkurrencen har gjort et stort arbejde, og jeg må sige, jeg er glad for den plan, der nu ligger. Visionen i den er at skabe en Kultur- og Musikskole, der løfter hele området med et levende byrum og en ny kulturel og kreativ campus på Frederiksberg. Nu skal Frederiksberg Kommune sammen med Cobe bearbejde projektet yderligere det næste år,” siger hun.
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Lotte Kofoed (SF) er glad for forslaget:
”Vi har en fantastisk musikhøjskole, som laver spændende og relevante tilbud til byens skoler og mange børn og unge. Visionen i vinderforslaget skaber de bedst mulige rammer for møder mellem skolens forskellige kulturretninger, og understøtter nye fællesskaber på tværs af kulturen med undervisning, festivaler, forestillinger og koncerter”, siger hun.
Planen om en Kultur- og Musikskole blev vedtaget som en del af Budget 2021. I Budget 2023 er afsat 4,0 mio. kr. til videreudvikling af projektet.
Alle projekterne kan ses på balkonen i rådhussalen på Frederiksberg Rådhus fra den 17. november og 14 dage frem.
Fakta
- Der har været fire prækvalificerede rådgiverteams til at deltage i projektkonkurrencen: Adept, Christensen & Co Arkitekter, Cobe og Lundgaard & Tranberg Arkitekter.
- Projektet omhandler en kultur- og musikskole på ca. 2600 m2, kollegieboliger på ca. 2500-3000 m2 og en parkeringskælder til ca. 65 P-pladser.
- Bedømmelsesudvalget: Lone Loklindt, Lotte Kofoed, Sabrina Louise Christiansen, Carina Høedt og Anders Storgaard, medlemmer af kommunalbestyrelsen samt tre fagdommere: Arkitekt MAA Malene Krüger, TREDJE NATUR, Arkitekt MAA Mikkel Nordberg, Holscher Nordberg Architecture og Ole Thøger Nielsen, forhenværende leder af Frederiksberg Musik- og Kulturskole
- Frem mod 2024 skal Cobe bearbejde og færdiggøre udviklingsplanen i samarbejde med Frederiksberg Kommune.
- Lokalplan for området skal udarbejdes på baggrund af det vindende projektforslag.