Otte medarbejdere i Frederiksberg Kommune er klar til at bistå Styrelsen for Patientsikkerhed med smitteopsporing på Frederiksberg – og flere er på vej. I et forsøg på at mindske smitte af corona på Frederiksberg træder Frederiksberg Kommune nu til med hjælp i smitteopsporingen. Det oplyser Frederiksberg Kommune i en pressemeddelelse.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Fra mandag den 1. februar vil kommunens medarbejdere – efter uddelegering fra Styrelsen for Patientsikkerhed – kontakte smittede borgere for at vejlede i selvisolation og få information om de smittedes tætte kontakter. Derudover vil medarbejderne kontakte de samme borgere senere i sygdomsforløbet for at følge op på, hvordan selvisolationen går og på, om alle nære kontakter er blevet informeret af den smittede.

Borgmester Simon Aggesen (C) er glad for, at kommunens medarbejdere kan og vil bidrage: ”Vi har fortsat et relativt højt smittetryk på Frederiksberg, og vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at bringe det ned. Derfor er jeg glad for, at kommunerne nu får mulighed for at hjælpe med smitteopsporingen, og på Frederiksberg stiller vi naturligvis op. Jeg vil gerne takke alle de medarbejdere, der allerede har meldt sig, og alle de mange, der bidrager til at arbejdet kan komme hurtigt i gang,” siger han.

I første omgang er otte medarbejdere rekrutteret og uddannet til at varetage arbejdet, og i de kommende uger vil flere følge trop. Medarbejderne rekrutteres fra alle dele af organisationen, men der lægges vægt på, at de har erfaring med borgerkontakt. Der er behov for et sundhedsfagligt backup, og derfor forankres arbejdet i Frederiksberg Kommunes Hjemmesygepleje.

Arbejdet kommer til at foregå hver dag ugen rundt. Styrelsen for Patientsikkerhed vil dagligt videregive oplysninger til Frederiksberg Kommune om personer med Covid-19 med bopæl i kommunen. Det er disse personer, som kommunen skal bistå styrelsen med at kontakte og rådgive.

”Vi ved fra styrelsen, at mange borgere fortsat er i tvivl om selvisolation og hvem, der er tætte kontakter, og derfor er den direkte kontakt til de smittede helt oplagt. Jeg håber, alle vil modtage denne ekstra hjælp, så vi sammen kan arbejde endnu mere målrettet og effektivt for at komme corona til livs,” siger Simon Aggesen.

Tidligere har kommunerne ikke kunnet tilbyde denne hjælp, men to nye bekendtgørelser har gjort det nye tilbud muligt.