Kommunalbestyrelsen har den 28. februar 2022 besluttet at ansætte Jeppe Bøgh Andersen som ny direktør for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsområdet.
Borgmester Michael Vindfeldt (S) glæder sig til samarbejdet:
”Vi skal kende vores samfund på den indsats, vi yder over for de svage og udsatte, og derfor er social, sundheds, ældre- og arbejdsmarkedspolitikken helt enorm vigtig. Jeg glæder mig over, at Jeppe Bøgh Andersen kommer med ombord, og jeg glæder mig til at udvikle vores indsats på området sammen”, siger Michael Vindfeldt.
Jeppe Bøgh Andersen er uddannet cand. scient. pol. og kommer fra en stilling som ressourcedirektør i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune. Han har tidligere været økonomidirektør i Gentofte Kommune.
Kommunaldirektør Stig Henneberg er glad for, at Jeppe Bøgh Andersen bliver en del af direktionen i Frederiksberg Kommune:
”Med Jeppe Bøgh Andersen får vi en direktør, der er vant til at drive udviklingsdagsordener, og som samtidig har en stærk kommunal erfaring fra det område, han nu skal stå i spidsen for. Jeg er meget glad for, at Jeppe Bøgh Andersen har valgt Frederiksberg Kommune til, og jeg ser frem til at få glæde af hans kompetencer i direktionen,” siger kommunaldirektør Stig Henneberg.
Jeppe Bøgh Andersen ser frem til at starte i sit nye job:
“Frederiksbergs fantastiske ry fagligt og som arbejdsplads har bredt sig langt uden for kommunegrænsen. Derfor ser jeg meget frem til at blive en del af kommunens direktion og stå i spidsen for Social, Sundheds og Arbejdsmarkedsområdet og udvikle servicen til borgere og virksomheder. Særligt det tværgående samarbejde ligger mig meget på sinde – både inden for området, i hele kommunen og meget gerne over kommunegrænsen. Jeg glæder mig til at begynde og til at møde alle de dedikerede medarbejdere og ledere,” siger Jeppe Bøgh Andersen.
Direktionen i Frederiksberg Kommune, vil udover Jeppe Bøgh Andersen fremover bestå af kommunaldirektør Stig Henneberg, børne og ungedirektør Nina Eg Hansen og by-, kultur- og miljødirektør Ulrik Winge.
Jeppe Bøgh Andersen er 50 år gammel. Han begynder i jobbet 1. april.