Kom og vær med, når Frederiksberg Kommune indvier de nye boldbaner og det dertilhørende skybrudsanlæg fredag den 16. august. Alle er velkomne.
Frederiksberg har fået seks nye kunstgræsbaner på Jens Jessens Vej, så endnu flere børn og voksne kan komme ud og spille bold. Samtidig bliver området bedre sikret mod oversvømmelser, for nedenunder banerne er der etableret et stort skybrudsanlæg, som kan opsamle og forsinke op til 24.000 kubikmeter regnvand.
Alle er velkomne til en indvielse fredag den 16. august klokken 16 med forfriskninger til børn og voksne. Borgmester Simon Aggesen (C) ser frem til at byde velkommen: ”Med de færdige baner har vi afsluttet den første og meget omfattende del af det her store projekt, som på en gang giver endnu flere mulighed for at spille fodbold og samtidig gør vores by bedre rustet til at håndtere større mængder regnvand. Jeg glæder mig til at markere det sammen med naboer, fodboldspillere og andre, der har lyst til at se og høre om projektet,” siger borgmester Simon Aggesen.
Også formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Nikolaj Bøgh (C), samt formand for By- og Miljøudvalget, Jan E. Jørgensen (V), glæder sig til indvielsen: ”Der er et stort pres på Frederiksbergs fodboldbaner, og med de seks nye baner kan vi få meget mere spilletid til de mange fodboldglade børn og voksne i byen, så det bliver en fornøjelse at indvie banerne,” siger Nikolaj Bøgh.
Jan E. Jørgensen supplerer: ”Jeg glæder mig over, at vi både kan beskytte borgerne bedre mod oversvømmelser og få mere fodbold oveni. Vi har haft stort fokus på at få en så sikker og miljøvenlig form for kunstgræsbaner som muligt, og det har vist sig at gå godt i spænd med regnvandsopsamlingsanlægget, hvor vi med mure og filtre under jorden sørger for at holde gummigranulat på plads og forhindre nedsivning til grundvandet.”
Indvielsen af de nye baner foregår fredag den 16. august klokken 16, og der bydes på forfriskninger til børn og voksne.