Finalen om DM-guldet i Fredericia blev et rent Frederiksberg-opgør, hvor landsholdsprofilerne Sebastian Frederiksen og Leon Jørgensen førte Falcons Blue til sejren. Samtidig vandt Viborg Full Pull premiereudgaven af Murderball Cup.
Efter 16 kampe over to dage i Fredericia Idrætscenter har dansk kørestolsrugby fået sat den interne rangorden på plads for 2023. DM i kørestolsrugby og Murderball Cup 2023 samlede ca. 60 spillere fra seks klubber og blev dermed den hidtil største nationale kørestolsrugby-turnering.
De danske landsholdsspillere, der til efteråret skal spille PL-testturnering i Paris, var alle i aktion for deres respektive klubhold, Parasport Frederiksberg Falcons og Aarhus Burnouts. De fik hård modstand fra Vejle-klubben Bredballe Bucks, der til lejligheden havde fået internationale forstærkninger. Finalen blev dog som ventet et opgør mellem to stærke hold fra Parasport Frederiksberg, og her var det Falcons Blue, der havde mest at skyde med. De trak sig sejrrigt ud af et tæt opgør mod klubkammeraterne Falcons Black, der blev slået 47-45.
– Det er først og fremmest fedt at få guldet tilbage til Frederiksberg, hvor vi synes, det hører hjemme. I finalen har vi lidt mere energi, og hele holdet gør det rigtig godt. Vi trykker ret godt på, så vi får nogle turnovers, og så vinder vi. Det har været en rigtig fed turnering i år med mange tætte kampe og en fed stemning her i Fredericia, siger Leon Jørgensen.
DM-bronzemedaljerne gik til de forsvarende mestre fra Aarhus Burnouts, der henviste debutanterne Bredballe Bucks White til 4. pladsen.
Flot Viborg-triumf i Murderball Cup
Der var premiere i Fredericia på den nystiftede turnering for spillere på breddeniveau, der giver nybegyndere og motionister en gylden mulighed for at spille tætte kampe om medaljer uden at blive kørt over af de danske landsholdsspillere. Det første Murderball-mesterhold blev Viborg Full Pull, der spillede en overbevisende finale og sikkert besejrede Odense Valhalla Warriors med 58-41.
– Jeg er helt vildt glad for resultatet og stolt over det, holdet har præsteret denne weekend. Det har været en fed turnering med mange spændende og tætte kampe, hvor vi virkelig har haft brug for alt det, vi øver til træning, siger Isabella Vad Koch fra Viborg.
Hun er begejstret for den nye DM-koncept, der sikrer jævnbyrdige kampe i begge rækker.
– Det er helt vildt vigtigt, at vi ikke skal spille mod landsholdsspillerne. Det tager motivation fuldstændig, når du bliver jordet af dem uden at have en chance for at vinde, siger Isabella Vad Koch, der stod bag syv point i finaleopgøret og med 52 point i alt var Viborgs topscorer i turneringen.
Tredjepladsen i Murderball Cup gik til det norsk/svenske hold fra Nordic Vikings, der havde erstattet et afbudsramt Ballerup-hold, mens Bredballe Bucks Red endte på 4. pladsen.