Alle Frederiksbergs borgere og andre interesserede inviteres nu til at deltage i høringen af Frederiksberg Bystrategi 2024, som udstikker retningen for byens fysiske udvikling frem mod 2036.

Frederiksberg Kommune PR-foto

I de kommende måneder kan alle interesserede læse og kommentere forslaget til Frederiksbergs nye bystrategi. Strategien indeholder de langsigtede mål og visioner for kommunens fysiske udvikling og ligger til grund for den kommende Kommuneplan 2025.

Høringsperioden begyndte den 1. december og varer til 26. januar 2024, hvor alle kan bidrage med input, og der vil også være mulighed for at tage med på en række tematiske byvandringer i høringsperioden.

Borgmester Michael Vindfeldt (S) understreger, at han gerne ser så mange som muligt give deres mening til kende:

”Titlen på bystrategien er ”det gode liv i den grønne, blandede by”, og det siger meget om målet. Vi skal have en by, hvor alle borgere kan leve et godt liv, uanset alder, indkomst og livssituation. Samtidig skal vi sørge for, at udvikle byen i en endnu grønnere og endnu mere bæredygtig retning. Bystrategien skal hjælpe os med at holde snuden i det strategiske spor, og derfor vil jeg opfordre alle, der har noget på hjerte, til at give deres mening om byens udvikling til kende, så vi sammen kan sætte retningen for fremtidens Frederiksberg,” siger han.

Bystrategien indeholder fem tværgående arbejdsprincipper for byens udvikling, som handler om, at Frederiksberg går forrest i forhold til bæredygtighed, at bynatur altid er en del af den fysiske udvikling, og at der tænkes flere formål sammen i skræddersyede løsninger. Endelig slår bystrategien også fast, at byen udvikles i fællesskab, og det lægger formanden for Frederiksberg Kommunes By- og Erhvervsstrategiske udvalg Lone Loklindt (RV) meget vægt på:

”Vi ønsker at udvikle byen i fællesskab og for fællesskabet, og derfor er det vigtigt, at alle, der lever og færdes i vores by bidrager med tanker og viden. Vi har en klar ambition om at invitere endnu mere ind, når vi udvikler byen – og det gælder både i de små og store projekter. Derfor håber jeg også, at folk vil skrive til høringsportalen, og at rigtigt mange har lyst til at tage med på byvandringerne, for tilbagemeldingerne er helt uvurderlige for os politikere,” siger hun.

Der afholdes fire byvandringer i weekenden den 20-21. januar 2024, som hver især tager udgangspunkt i de fire temaer, som bystrategien er opdelt i. Invitationen vil blive annonceret i løbet af høringsperioden.

Når høringen er ovre, skal inputtene bearbejdes og bystrategien rettes til. Herefter skal bystrategien vedtages endeligt af Frederiksberg Kommunalbestyrelse.

Læs forslaget på Frederiksberg Kommunes høringsportal eller hent et fysisk eksemplar på bibliotekerne og i Borgerservice på rådhuset.

Fakta om Frederiksberg Bystrategi 2024

  • Er Frederiksberg Kommunes kommuneplan- og bæredygtighedsstrategi (Agenda 21)
  • Udstikker de langsigtede visioner og målsætninger for byens fysiske udvikling.
  • Vedtages hvert fjerde år og har et 12-årigt sigte.
  • Danner grundlag for den kommende Kommuneplan 2025.

Kilde.