Fire mænd er onsdag morgen anholdt ved en koordineret aktion i København og på den københavnske vestegn. Alle er sigtet for organiseret dokumentfalsk i forbindelse med optagelse af huslån gennem banker.

PR-foto National enhed for Særlig Kriminalitet

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har onsdag morgen foretaget anholdelser af fire mænd i København og på den københavnske vestegn. De anholdte er mellem 34 og 38 år, og er alle sigtet for medvirken til dokumentfalsk af særlig grov karakter. Alle de sigtede har forskellige relationer til den finansielle sektor, herunder som bankansatte.

Dokumenterne, som de anholdte er sigtet for at have forfalsket, er brugt til, at flere personer kunne optage huslån for et samlet beløb på ikke under 150 millioner kroner. Det kan eksempelvis have været i form af forfalskede lønsedler eller årsopgørelser, der har fået det til at fremstå som om, at låntagerne har haft en højere indtægt, end de reelt har haft. Det har gjort låntagerne i stand til at optage større lån, end reglerne hos en given bank har tilladt. Dokumenterne er efter NSK’s opfattelse blevet forfalsket mod betaling fra personerne, der ansøgte om lånene.

Sagen udspringer af analyser fraODIN-samarbejdet, hvor blandt andre banker og myndigheder udveksler informationer og tendenser om kriminalitet på det finansielle område.

De anholdte ventes løsladt efter endt afhøring.

Politikommissær hos NSK Niels Kristoffersen siger:

“Vi er tilfredse med at have afdækket et organiseret netværk, som vi mener, har forfalsket dokumenter for låntagere mod betaling. Netværkets medlemmer er sigtet for at have manipuleret flere banker ved at præsentere falske oplysninger, så låntagere kunne opnå lån, der langt oversteg, hvad deres reelle indkomst kunne bære. Denne form for svindel udgør en trussel mod bankernes integritet og kan underminere tilliden til det finansielle system.”

Fakta om NSK
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager.

De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.

NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.

Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers, Karlslunde og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

Kilde National enhed for Særlig Kriminalitet.