Tivolis finansdirektør Martin Bakkegaard der bor på Frederiksberg, runder 40 år den 16. juli. Han har været ansat i Tivoli siden 2020 og indgår i direktionen sammen med Susanne Mørch Koch.
Han har det overordnede ansvar for Business Support i Tivoli som består af afdelingerne Finans, HR, Jura, Indkøb, Business Insights, Erhvervsudlejning og Bæredygtighed. Martin startede i Tivoli som Finance Director (chef for Finans), men blev efter en kort årrække i starten af 2022 forfremmet til CFO/Finansdirektør og er en del af direktørgruppen i forlystelseshaven. Han trives med en travl hverdag med fornyelser og traditioner. Udover arbejdet og familien er den store passion mad og vin samt gode løbeture i Frederiksberg Have.
Martin, der kommer fra Svendborg på Sydfyn, har 15 års erfaring med økonomi og ledelse, hvor karrieren startede hos revisionshuset EY, hvor han blev statsautoriseret revisor i 2014. Han skiftede fra revisionsbranchen i 2017 hvor han var Head of Finance i den danske IT-virksomhed Omada, der leverer IT-sikkerhedsløsninger, indtil han kom til Tivoli i starten af 2020. Martin Bakkegaard er uddannet indenfor regnskab, revision og jura fra Handelshøjskolen i Aarhus (Cand.merc.aud.) og er statsautoriseret revisor.
Martin Bakkegaard siger:
”Der er aldrig en sæson som er ens i Tivoli. Vi arbejder fortsat på at fastholde og udvikle Tivoli som et samlingspunkt for alle på tværs af generationer. Vi er nået langt de seneste år og Tivoli står et rigtigt godt sted både på indholdssiden samt økonomisk. Når der søsættes fornyelser, sker det altid med respekt for traditionerne i Tivoli, og med en sund økonomi er vi mindre sårbare overfor svingninger i konjunkturerne. For tiden ser vi meget på fornyelser af forlystelsesudbuddet i de kommende år. Det er godt for Tivoli som forretning og for aktionærerne og kommer til at skabe en masse glæde for vores mange besøgende”.
Altid som aldrig før
Martin Bakkegaard startede i Tivoli netop som landet blev lukket ned pga. COVID-19. Martin har sammen med holdet og i tæt samarbejde med den øvrige ledelse været med til at styre Tivoli igennem krisen, med alt fra håndtering af de skiftende regelsæt, effektuering af sparerunder samt ansøgning af kompensationspakker. I det første år i Tivoli var han med til at offentliggøre det største underskud i Tivolis historie, da COVID-19 var særlig hård ved forlystelseshaven. De sidste år, efter han er trådt ind i direktionen, har det primære fokus sammen med holdet været at få Tivoli tilbage på fode igen. Alt corona-gæld er blevet afdraget og de røde tal er for længst blevet udskiftet med sorte. Tivoli har foretaget store investeringer i forlystelseshavens anlæg, der er sket en masse forretningsudvikling og samtidigt leverer Tivoli nu resultater der tangerer tidligere tiders rekorder.
Blikket på fremtiden
Tivoli har nu efter en stor holdindsats opnået det økonomiske råderum, der skal til for at forny og yderligere fremtidssikre sig, hvilket bl.a. betyder, at der er sat gang i store investeringer i den nuværende forlystelsesportefølje og renoveringsprojekter. Sammen med Tivolis direktør Susanne Mørch Koch og det øvrige ledelseshold har Tivoli formået at balancere en ambitiøs udviklingsstrategi med en lige så ansvarlig klimastrategi og nylig forpligtelse til Science Based Targets, hvor Tivoli som landets første forlystelsespark og kulturinstitution er i selskab med Danmarks største og mest ambitiøse produktionsvirksomheder, når det gælder klimahandling og rettidig omhu.
Privat
Martin er gift med Sofie Vangsgaard der er ansat som Senior Manager i selskabskatteafdelingen i Deloitte og sammen har de 2 piger, Ida på 8 år og Laura på 6 år. Fritiden er sparsom, men går primært med familie, venner og gode oplevelser. Martin er glad for at stå i køkkenet og bager ganske hæderlige surdejsboller jf. ham selv.
Fødselsdagen fejres sammen med den allernærmeste familie.