Beredskabsstyrelsen og Forsvarsministeriets seneste anbefaling er, at vi alle skal forberede os på at kunne klare tre dage uden adgang til mad og drikke. I forlængelse af denne udmelding er der kommet opmærksomhed på opbevaring af vand.
Frederiksberg Forsynings postevand er af høj kvalitet, og du kan roligt opbevare det. De anbefaler, at du følger Miljøstyrelsens anbefaling. Det vil sige, at du skal gøre følgende:
- Lad vandet løbe til det bliver koldt, inden du tapper
- Brug en beholder godkendt til opbevaring af fødevarer
- Følg vejledningen om rengøring af den beholder du bruger
- Opbevar vandet mørkt og køligt
Så kan vandet holde sig mange måneder. Du kan udskifte det efter behov og bruge vandet til at vande blomster med eller skylle ud i toilettet.
At opbevare postevand i stedet for flaskevand er et billigere og mindre miljøbelastende alternativ til flaskevand. Og du kender produktionstidspunktet, som er den dag, du tapper det.
Frederiksberg Forsyning er ISO-certificeret på drikkevand, og det medfører, at vi behandler drikkevandet efter samme skrappe krav, som man stiller til fødevareindustrien.