Frederiksbergmuseerne inviterer til åbning af Det var en anden tid
Torsdag den 15. maj kl. 17-19
STORM, Frederiksberg Runddel, 2000 Frederiksberg.
STORM – Museet for humor og satire – åbner en tankevækkende udstilling, der undersøger hvordan humor gennem 125 år har formet kvinderoller og magtstrukturer i dansk scenekunst.
Publikum kommer på rejse gennem 125 års populærkultur – fra varieté og revy til moderne scenekunst og satire. Gennem sangtekster, sketches, kostumer, fotografier, genstande og personlige fortællinger blotlægges de uskrevne regler og kønnede dynamikker, der har præget scenen – både foran og bag tæppet. Udstillingen udfolder disse strukturer gennem fire hovedtemaer:
• Slap af – det bare for sjov: Om hyggesexisme og stereotype kvinderoller i underholdning.
• Er du fuckable?: Om udseendets magt og modne kvinders usynlighed i scenekunsten.
• Må man nu ikke flirte længere?: Bag kulissen fandtes uofficielle normer og udtryk – som fx prolongationssofaen – der refererer til en virkelighed, hvor nogle kvinder måtte “betale” med seksuelle ydelser for at få en rolle eller forlænget deres kontrakt.
• Kan kvinder være sjove?: Humorens domæne har historisk været styret af mænd som forfattere, instruktører og direktører. Det har givet grobund for en sejlivet tvivl om, hvorvidt kvinder kan være sjove, især hvis de også skal være søde og sexede imens.
Udstillingen åbnes med en velkomst ved direktør for Frederiksbergmuseerne, Christine Buhl Andersen, og en tale ved Frederiksbergs borgmester, Michael Vindfeldt.
Efter talerne kan udstillingen opleves på egen hånd.
Kræver ikke tilmelding.
Læs mere her:
Det var en anden tid – Frederiksbergmuseerne
