Vinterjazz den 22. februar 2026 kl. 11
Start søndagen i rolige og stemningsfulde rammer, når KU.BE inviterer til brunch i spisestuen kombineret med live musik. Her kan gæsterne nyde en lækker brunch, mens duoen Gustaf Ljunggren og Emil de Waal omfavner publikum med deres musikalske univers.
Arrangementet forener smag og lyd i en afslappet og nærværende oplevelse, hvor maden nydes i takt med duoens erfarne samspil. Gustaf Ljunggren og Emil de Waal har spillet sammen i mere end 25 år og har siden 2018 optrådt som duo. Deres musik er både afslappende og engagerende og giver god plads til lytterens fantasi.
To musikere, to temperamenter og to energier mødes og supplerer hinanden i et fintfølende musiksprog, som duoen gennem årene har delt med et væld af gæstemusikere – fra sangere og instrumentalister til kor, digtere og dansere. De har optrådt på jazzklubber, koncertsale, højskoler, gallerier, barer og kirker både i Danmark og internationalt.
En oplagt måde at starte søndagen på for dem, der ønsker at kombinere god mad med levende musik i KU.BEs inspirerende rammer på Frederiksberg.
Vinterjazz 2026: Jazzbrunch med Gustaf Ljunggren & Emil de Waal | KU.BE




