Digital læring skal fylde mere i børnehaverne på Frederiksberg. Derfor har Børnehuset Valhalla og Børnehuset Fasangården udviklet en robotworkshop sammen med Biblioteket Frederiksberg.

Foto: Biblioteket Frederiksberg

Med afsæt i Børnebiffen, som viser kvalitetsfilm for børnehavebørn og deres pædagoger, har Biblioteket Frederiksberg og to børnehaver udviklet og sammenskabt en robotworkshop, som understøtter børnehavebørns digitale dannelse. Gennem leg med robotter og kodningsprog får børnene en større forståelse af sig selv og andre samtidig med, at de får digitale færdigheder.

Fire børn sidder på gulvet i børnebiblioteket og styrer en robot rundt i en tegnet skov. Hindbærskoven, som den hedder, er inddelt i felter, hvor skovens dyr bor: Den stygge ræv Ville, den nydelige gris Desmond og den ordentlige Elg Holger. En konflikt er optrappet, da Desmonds æblemosmuffins er blevet væk, og alle beskylder ræven for at have taget dem. Men hvordan løser man bedst en konflikt, når man ikke er sikker på, hvem gerningsmanden er? Og hvad nu hvis det ikke var med vilje?

I robot-workshoppen taler børnene om, hvad grisen skal gøre ved sit problem og styrer derefter robotten i den retning, som de finder frem til i fællesskab. I en blanding af rollespil, samarbejde og gamification, leger og lærer børnene om sociale spilleregler og hvordan teknologi fungerer. Alt sammen bidrager det til børnenes digitale dannelse.

Workshoppen taler ind i Frederiksberg Kommunes digitaliseringsstrategi for dagtilbud, som fordrer, at det digitale bliver en fast del af den pædagogiske praksis i institutionerne.
”Børnehavebørn er født ind i en digital verden, hvor medier og teknologi er en integreret del af hverdagen. Ligesom børnene skal lære at navigere i trafikken, skal de også lære at navigere digitalt,” siger børnekulturformidler Anna-Sofie Bruun, som arbejder med digital dannelse for børn på Biblioteket Frederiksberg.

Samarbejdet mellem Børnehuset Valhalla og Børnehuset Fasangården og Biblioteket Frederiksberg har øget kvaliteten af robotworkshoppen, da flere fagbriller giver et mere nærværende og relevant forløb for børnene og for pædagogerne. ”At vi som børnehave kan tage afsted, få en oplevelse og få introduceret noget nyt, giver noget til både børn og voksne. Børnene lærer en masse og de voksne får inspiration til, hvordan de skal gribe arbejdet med digital dannelse an hjemme,” siger Karina Frisch, afdelingsleder i Børnehuset Valhalla.

Alle daginstitutioner på Frederiksberg kan booke en gratis workshop på https://fkb.dk/robotworkshop

Fakta:
· På Biblioteket Frederiksberg bliver digital dannelse anset som en essentiel del af den folkeoplysende kerneopgave. Derfor har de ansat kulturformidlere, som har specifikt fokus på det emne.
· Digital dannelse og digitale kompetencer er indsatsområder i den styrkede pædagogiske læreplan og digitaliseringsstrategien for dagtilbud.
· Med afsæt i Børnebiffen, har Biblioteket Frederiksberg og 2 børnehaver udviklet og sammenskabt et workshop format, som understøtter børnehavebørns digitale dannelse.