I aften fredag er der total måneformørkelse. Det giver en rød måne, hvor der også vil være mulighed for at se planeten Mars.
Hvis du vil starte weekenden med noget spektakulært, skal du tage et tæppe og måske en kikkert og så lægge dig ud under den åbne himmel fredag aften.
Her kan du nemlig opleve århundredets længste totale måneformørkelse, hvor månen vil få et rødt skær.
Det kaldes også for blodmåne, og fænomenet kan opleves i hele Danmark i aften.
Hvis du skal være sikker på at få det bedste kig på blodmånen, skal du have frit udsyn mod øst. Månen står nemlig lavt, og hvis du er inde i byen kan høje bygninger komme i vejen.
– Det er allerbedst er at stå på stranden med udsyn mod øst. Men det vigtigste er bare, at der er frit udsyn mod øst, fortæller Tina Ibsen, der er astrofysiker ved Tycho Brahe Planetarium.
TOTAL MÅNEFORMØRKELSE
Der findes tre former for måneformørkelse: Total-, delvis- og penumbra måneformørkelse.
I aften kan du opleve den totale måneformørkelse, der også kaldes blodmåne.
Blodmånen har fået sit navn, fordi månen bliver rød. Det gør den, når månen befinder sig helt i skyggen af jorden, hvor der intet solskin er. Solen, månen og jorden står i en lige linje.
Månen får det røde skær, fordi månen egentlig er helt mørklagt, men solens stråler afbøjes af atmosfæren. Her er det kun det langstrålede røde og orange lys, der kan passere atmosfæren og ramme månen.
Ved en total måneformørkelse vil der være en periode, før blodmånen viser sin røde farve, hvor månen bliver mørkere og mørkere. Herefter kommer blodmånen frem, hvorefter månen igen bliver mørk.
I Danmark kan vi se den totale måneformørkelse fra blodmånen klokken 21:30 og halvanden time frem. Herefter vil månen være mørkere end normalt indtil cirka klokken 00:30, hvor månen igen er ude af jordens skygge.
Modsat totale solformørkelser, så behøver du ikke briller eller lignende, for at se op på en blodmåne. Det er helt ufarligt.
Kilde: Tina Ibsen og Illustreret Videnskab.
Blodmånen vil trone frem på himlen i bedste sendetid i aften aften. Månen står op klokken 21:23 i København, og blodmånens røde skær kan ses fra omkring klokken 21:30. Blodmånen forsvinder først igen efter halvanden time, så der bliver masser af tid til at studere fænomenet.
Læs meget mere om Blodmånen på TV2 vejr.