Søndag den 17. marts åbner Cisternerne nye udstilling – en lydinstallation, der udforsker sorgens anatomi, og hvordan vi sørger såvel kollektivt som individuelt.
Op gennem historien og frem til i dag har der været professionelle sørgende, som af de efterladte bliver givet autoriteten til at træde ind i, forhandle og forme deres oplevelse af tab. Klagesangen er en offentlig fremførelse af fortvivlelsen.
I Start Again the Lament udforskes klagesange og sorgritualer fra forskellige dele af verden – fra de nordalbanske klagesange, der græder sorgens “uudtalte ord” og Wayuu-klagesange, som sikrer sjælens passage til Mælkevejen, til de græske epirotiske klagesange, som forbinder livet med dets efterliv, og yazidiske klagesange, som kortlægger forflytningen og eksilets topografi.
Ved at integrere de lydlige ritualer med Cisternernes arkitektur og akustiske efterklang, udforsker Start Again the Lament, hvordan vi håndterer sorg, og hvem vi vælger til at guide os igennem den.
Om udstillingen
Dato: 17. marts 2024 – 30. november 2024
Sted: Cisternerne, Søndermarken overfor Frederiksberg Slot
Om Taryn Simon
Taryn Simon (f. 1975) er en multidisciplinær kunstner, der arbejder med fotografi, tekst, skulptur og performance – ofte i kombination. Gennem sin kunstneriske praksis retter Simon vores blik mod skjulte eller utilgængelige systemer for at afsløre underliggende strukturer, og hvordan de påvirker vores adfærd – både kollektivt og individuelt.
Kilde