Mandag den 11. juni blev årets Frederiksberg Kunstner og Talent fundet på Kommunalbestyrelsens møde.
Kommunalbestyrelsen har valgt Nikoline Werdelin som Årets Frederiksberg Kunstner og Mathilde Falch som Årets Frederiksberg Talent. Borgmester Jørgen Glenthøj (C) er glad for valget:
”Vi har utrolig mange dygtige kunstnere på Frederiksberg, og vi har endnu en gang valgt nogle talentfulde kunstnere med meget på hjerte som Årets Kunstner og Talent. Jeg glæder mig til at overrække priserne senere på året”, siger han.
Det er Kultur- og Fritidsudvalget, der har indstillet de to kunstnere til Kommunalbestyrelsen på baggrund af indstillingerne fra borgere og foreninger på Frederiksberg.
”Vi fik mange gode indstillinger, og jeg vil gerne sige tak til alle dem, der bidrog. Vi har valgt to markante kunstnere, der med varme og indlevelse skildrer livet, også når det er svært. Jeg ser frem til at fejre dem ved prisoverrækkelsen senere på året, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Simon Aggesen (C).
Prisoverrækkelsen finder sted i slutningen af 2018. Arrangementet vil blive annonceret i pressen, på www.frederiksberg.dk og via Frederiksberg Kommunes Facebook-side.
Fakta:
Årets Frederiksberg Kunstner 2018: Nikoline Werdelin
Nikoline Werdelin er tegner, dramatiker og sceneinstruktør. Hun sætter med sin kunst spot på alt fra tilværelsens små benspænd til livets helt store udfordringer. Hun interesserer sig for relationer og sindet, og de redskaber, vi tyer til, når vi står over for noget svært. Med både humor og varme skildrer hun hverdagssituationer, vi kan spejle os i. Og more os over.
I 2014 modtog Nikoline Werdelin både æresprisen og Pingprisen for Årets bedste danske tegneserie for ‘Homo Metropolis 2010-2012’. Hun har desuden modtaget en række andre priser, herunder Dansk Litteraturpris for Kvinder fra Ragna Sidéns Fond (2004.
Nikoline Werdelin er bosat og har tegnestue på Frederiksberg.
Årets Frederiksberg Talent 2018: Mathilde Falch
Prisen som Årets Frederiksberg Talent går i 2018 til sangerinde og sangskriver Mathilde Falch. Mathilde Falch er en ægte musikiværksætter, der for eksempel har etableret eget pladeselskab, som hun udgiver sin musik på. I 2015 udsendte hun sit tredje album “Alle Taler”, som blev udnævnt som “Ugens Album” på P4. Hun trådte sine første år som udøvende kunstner i Musikøvelokaleforeningen START, som har til huse på Frederiksberg.
Mathilde Falch har et tæt samarbejde med Landsforeningen SIND, som hun også har været ambassadør for siden 2015. Det har stor betydning for Mathilde Falch at sætte fokus på psykisk sårbarhed og at være med til at nedbryde tabuerne om det. Derfor optræder hun ofte som solist/foredragsholder ved arrangementer, der netop har fokus på denne side af livet.
Mathilde Falch er bosat på Frederiksberg.