Prisen som Årets Frederiksberg Kunstner 2019 går til sangerinde Cæcilie Norby. Prisen overrækkes ved et arrangement på Frederiksberg Rådhus den 30. oktober kl. 15.00, og alle er velkomne.

Modtageren af årets kunstnerpris er fundet. En enstemmig kommunalbestyrelse har peget på sangerinde Cæcilie Norby som Årets Frederiksberg Kunstner, og borgmester Simon Aggesen (C) er meget glad for valget: ”Vi har valgt en kunstner med en stærk profil, som har holdt sig på toppen af poppen og jazzen siden 1980’erne. Jeg er meget glad for, at vi kan anerkende Cæcilies arbejde med prisen Årets Frederiksberg Kunstner, som jeg ser frem til at overrække”, siger han.

Det er borgere og foreninger på Frederiksberg, der indstiller kandidater til kulturprisen. På den baggrund udvælger Kultur- og Fritidsudvalget en kunstner til kommunalbestyrelsen, der tager den endelige beslutning.

”Jeg vil gerne sige tak til alle, der har hjulpet os med indstillinger til kunstnerprisen. Valget er faldet på en dygtig kunstner, som formidler sit talent med stor indlevelse og giver publikum en unik oplevelse med sin musik og sang. Jeg glæder mig meget til at fejre Cæcilie ved prisoverrækkelsen”, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Nikolaj Bøgh (C).

Prisoverrækkelsen finder sted ved et åbent arrangement den 30. oktober 2019 klokken 15 i rådhusets festsal. Adgang til arrangementet forudsætter billet, som kan hentes på https://frederiksberg-kulturfritid.nemtilmeld.dk.

Fakta.
– Årets Frederiksberg Kunstner 2019: Cæcilie Norby
– Cæcilie Norby er født og opvokset på Frederiksberg. Hun har i løbet af årene udgivet anerkendte plader, turneret i ind- og udland og deltaget i forskellige velgørenhedsarrangementer. Så sent som i sommer optrådte Cæcilie Norby også ved jazzfestivalen på Frederiksberg.
– Cæcilie Norby har haft en imponerende karriere, som kun få herhjemme har formået at gøre hende efter.
– Hun slog for alvor i gennem for snart 30 år siden i orkestrene Frontline og One Two. Siden fik hun guldrandede pladekontrakter, først med det hæderkronede label Blue Note Records – i dag er hun signet på Europas største Vocal labels ACTmusic.
– De seneste 30 år har hun turneret verden rundt.

Kulturprisen på Frederiksberg.
Frederiksberg Kommune har uddelt prisen som Årets Frederiksberg Kunstner hvert år siden 1981. Prisen er en anerkendelse af byens dygtige kunstnere og en del af Frederiksberg som en levende kulturby.

Læs pressemeddelsen her.