Hvad skal Frederiksberg udvikle sig til? I en ny debatbog opstiller Peter Fjerring ni forslag til debat under titlen ”Ni liv på Frederiksberg”. Her præsenterer han os for idéer til fremtidens Frederiksberg. Peter Fjerring har de senere år været optaget af udvikling og fornyelse på Frederiksberg gennem både det lokale foreningsliv og partiet Venstre.
De fleste kan hurtigt blive enige om, at Frederiksberg er et rigtig godt sted. Hvis det skal fortsætte sådan, er der brug for gode idéer og en bred debat om, hvordan vi fremover kan fastholde den gode udvikling i vores lokalområde. Det er bagrunden for Peter Fjerrings bog:
“Selvom alt tegner lyst for Frederiksberg, sker tingene ikke af sig selv, og vi kan ikke leve højt på fordums storhed og gamle paroler om ”Byen i byen” og “Den grønne kommune”. Jeg udgiver en debatbog, ikke en facitliste, så forhåbentlig er den et afsæt for, at andre på samme vis kan komme med flere gode bidrag til debatten,” siger Peter Fjerring.
Bogen leverer et bud på, hvordan Frederiksberg fremadrettet bliver et godt sted at bo, uddanne sig, drive virksomhed og få oplevelser. Nogle af bogens forslag er meget konkrete som eksempelvis kravet om flere ungdomsboliger til Frederiksbergs stigende antal unge, samtidig med at kommunen skal have et højt niveau inden for ældreomsorg, blandt andet med indførelse af en lokal ældreombudsmand.
“Derudover har Frederiksberg et stærkt potentiale på erhvervsområdet som et af de steder i Danmark med flest iværksættere, hvilket skal udnyttes ved at Frederiksberg får et nyt iværksætterhus,” lyder det fra Peter Fjerring.
Gennemførelse af planerne om blandt andet ungdomsboliger, uddannelsesmiljø, iværksætterhus og sundhedshus kræver ifølge bogen, at bygningerne på Frederiksberg Hospital, der om få år skal lukke, tages i brug til disse formål.
Hospitalsområdets fremtid bliver under alle omstændigheder det vigtigste byudviklingsprojekt på Frederiksberg i de kommende år
Titlen ”Ni liv på Frederiksberg” har Peter Fjerring valgt som henvisning til, at der på Frederiksberg er mennesker i forskellige situationer og livsfaser, som der alle skal tages hensyn til, forklarer han:
“Frederiksberg er stedet med et aktivt byliv. Det gælder for dem, der er i deres arbejdsliv, og for dem, der befinder sig i deres seniorliv. Derudover er Frederiksberg byen med et godt skoleliv for børn og studieliv for de unge.
Frederiksbergs erhvervsliv rummer et stærkt potentiale for både vores mange nye iværksættere og byens handelsliv. Endelig er Frederiksberg et lokalområde med et rigt kulturliv og engageret foreningsliv”, udtaler Peter Fjerring.
Man kan bestille et eksemplar af bogen via mail-adressen peterfjerring@hotmail.com (bog og forsendelse er gratis) eller hente den som e-bog på hjemmesiden https://goo.gl/bEs6Cl.
/Pressemeddelelse fra Peter Fjerring.