Er du studerende med lyst til at indgå i det daglige museumsarbejde? Bakkehuset, som er en del af Frederiksbergmuseerne, søger en engageret og frisk studerende, som har lyst til at arbejde med lige dele mundtlig formidling og praktiske opgaver i museet.

Vi er et lille litteratur- og kulturhistorisk museum med fokus på guldaldertiden, og du vil komme til at indgå i museets dynamiske, lille stab.

Dine arbejdsopgaver vil bestå i at holde omvisninger for forskellige målgrupper samt at varetage administrative og praktiske driftsopgaver såsom vaskeri.

Der vil også være forefaldende opgaver som f.eks. afløser i museets billetsalg og butik og som medhjælp ved afvikling af bestilte arrangementer i museet og orangeriet.

Vi søger derfor en udadvendt, selvstændig og ansvarsfuld person, som både har lyst og mod på at prøve kræfter med mundtlig formidling af litteratur og kultur, og som samtidig er frisk på at tage ansvaret for nogle af de ugentlige, praktiske opgaver.

Vi forestiller os en studerende, som læser dansk, historie eller kunsthistorie, men opfordrer også folk med andre studieretninger til at søge.

Har du erfaring med at holde omvisninger eller med at stå i butik, vil det være en fordel. Din ansættelse vil være på gennemsnitlig 7 timer ugentligt, og derudover vil der være mulighed for tilkaldevagter. 

Har du spørgsmål til stillingen, så kontakt Rikke Lagersted-Olsen: rlo@frederiksbergmuseerne.dk

Ansøgningsfrist: 1. maj 2017. Ansøgningen sendes til: info@bakkehusmuseet.dk.

Foto: Bakkehuset