På Frederiksberg bliver det indleveret til genbrug, og det er en god nyhed for miljøet.
I en proces, der varer flere måneder, er tæpperne først skåret op i baner, rullet sammen og transporteret til et genbrugsanlæg. Her blev de delt i gummi, sand, kunstgræsfibre og andet fyldstof, som derefter er blevet renset, så det kan genbruges i andre industrier.
I sidste ende blev mindre end 0,01 % til affaldsmateriale, og behandlingen har samlet sparet miljøet for mere end 400 tons CO2 udledning.
”Frederiksberg går ind for bæredygtighed og i dette tilfælde giver recirkulationen resultater, der virkelig batter. Man kan sige, at kunstgræsbanerne gør Frederiksberg grønnere på flere måder, og det er jo dejligt”, siger borgmester Jørgen Glenthøj.
Også formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Morten Jung, glæder sig over de flotte tal:
”På Frederiksberg har vi mange ivrige fodboldspillere både blandt børn og voksne. Faktisk har de tre kunstgræsbaner på Jens Jessens Vej ifølge Frederiksberg Idræts-Union formentlig det højeste antal brugstimer af alle kunstgræsbaner i Danmark. Så det er klart, at vi er nødt til at udskifte dem med nogle års mellemrum. Så er det altså positivt, at vi også kan gøre det med god samvittighed over for miljøet”, siger han.
Fakta:
- Det gamle kunstgræs bliver recirkuleret i sin fulde volumen
- Genbrugsprocessen separerer 8 tons materiale i timen, og det tager cirka 30 timer at behandle en hel fodboldbane på cirka 8.000 kvadratmeter / 240 tons
- Processen består af flere trin: Neddeling, tørring, separering af ifyldsmateriale, sand og gummi fra kunstgræs og derefter findeling af de enkelte materialer
- Når materialerne er sorterede og rengjorte, genbruges gummimaterialet som gummifliser, staldmåtter eller i asfaltindustrien. Sandet kan genbruges i nye kunstgræsbaner som ifyldsmateriale eller i sandblæsningsindustrien, og kunstgræsfibrene sendes til en plastproducent, som kan omsmelte fibrene til anvendelse i produktion af nye plastmaterialer såsom plastikpaller, plastikkasser eller i produktion af nyt kunstgræs
- Det eneste, der er ender som affald, er filterstøvet fra filtre, som sikrer et støvfrit miljø på fabrikken. Der er tale om mindre end 0,01 % af den samlede mængde affald, der modtages