Det skriver Frederiksberg Kommune i en pressemeddelelse.
Borgmester Jørgen Glenthøj er begejstret for de gode erfaringer:
”Det er veldokumenteret, at skak forbedrer elevernes kompetencer inden for matematik markant, og det er spændende, at skolen også bruger skak til at styrke elevernes generelle læring.
Jeg er imponeret over indsatsen, som er et godt eksempel på, hvordan skolerne på Frederiksberg løbende udvikler sig og skaber nye spændende tilbud og metoder,” siger han.
Skolen på Grundtvigsvej deltog tidligere i projekt Kvalitet i Skoleskak, hvor den sammen med Dansk Skoleskak og Undervisningsministeriet var med til at udvikle skoleskakken, og nye undervisningsformer med fokus på læringen i skak. Skolen arbejder også løbende med at kompetenceudvikle andre lærere og pædagoger end de enkelte skakildsjæle, der i forvejen er på skolen.
Det glæder formand for kommunens Undervisningsudvalg, Malene Barkhus:
”Engagement, faglig nytænkning og videndeling er nogle af de allervigtigste motorer i den meget fine udvikling, vi for tiden oplever på skolerne på Frederiksberg.
Det er inspirerende at høre om, hvordan de engagerede medarbejdere derude arbejder på at forankre skoleskakken som en bredere funderet læringsmetode på skolen. Især fordi de sørger for, at skak bliver tilgængelig for alle elever, uanset deres forudsætninger”, siger hun.
Ud over den daglige indsats og Skolernes skakdag deltager Skolen på Grundtvigsvej også i deciderede skakstævner såsom Københavnermesterskaberne i holdskak og København Open.