Det skriver Frederiksberg Kommune i en pressemeddelelse.
Andelsboligforeningen Alhambra på Frederiksberg Allé 42 A-B vandt i kategorien ”den respektfulde renovering”, blandt andet fordi renoveringen har genskabt den oprindelige facadeudsmykning, så bygningen nu igen kommer til sin ret i jugendstilens formsprog.
I kategori ”den hele bygning” vandt Godthåbsvej 38 / Kronprinsesse Sofies Vej 2-6 på grund af dets helhedsorienterede tilgang til bygningsrenovering. Ejendommen er renoveret med stor respekt for dens oprindelige udtryk, samtidig med, at den har fået nyt liv.
Kategorien ”den skæve detalje” havde to vindere – begge herrefrisører. Herrefrisøren på Peter Bangs Vej 58 vandt for dens særlige facadeskiltning, der ligesom forretningen stammer helt tilbage fra 1919. Og Men´s Cutting Club på Dalgas Boulevard vandt for dens dristige nyfortolkning af den gamle skiltetradition.
Borgmester Jørgen Glenthøj overrakte priserne til vinderne ved en reception onsdag eftermiddag:
”Der er mange smukke facader og skilte i byen, så det har været meget svært at finde vinderne blandt de nominerede, som byens borgere selv har peget på. Vinderne er rigtig gode eksempler på, hvordan man bidrager maksimalt til byens samlede udtryk, og de fortjener meget stor anerkendelse for deres bidrag til vores by,” siger han.
Præmieringen bliver en ny tradition på Frederiksberg, hvor den fremover vil blive uddelt hvert andet år. Formand for Frederiksbergs Kommunes By- og Miljøudvalg, Jan E. Jørgensen, er glad for det nye initiativ:
”Denne præmiering rammer lige ned i kernen af Frederiksbergs identitet. Byen er om noget kendt for dens skønhed, og det er noget, som vi, der bor her, lægger stor vægt på. Derfor giver det god mening at fejre de smukke facader og skilte og på den måde inspirere,” siger han.