Frederiksberg Kommune lancerer Erhvervspulje 2025 som en del af en samlet indsats for at styrke byens erhvervsliv, kulturliv og turisme. Med en samlet pulje på 550.000 kr. skabes nye muligheder for at fremme samarbejde, innovation og synligheden af Frederiksberg som destination.

Pressefoto Erhvervspulje 2025

Med en open call-pulje på 450.000 kr. og en hurtigpulje på 100.000 kr., fortsætter Frederiksberg Kommune traditionen fra sidste år og lancerer en erhvervspulje, der giver lokale aktører muligheden for at søge støtte til projekter, der styrker samarbejde og innovation samt præsenterer Frederiksberg som et attraktivt sted at bo, arbejde og besøge.

1. Open call-puljen (450.000 kr.)
Som i 2024 er der i Erhvervspulje 2025 en open call-pulje. Puljen er målrettet projekter og initiativer, som styrker Frederiksbergs position som en attraktiv by for både erhverv, kultur og turisme. Ansøgere kan vælge mellem tre indsatsområder:

  • Styrkelse af erhvervsnetværk, kulturliv og samarbejder: Projekter, der fremmer lokale aktørers samarbejde og skaber nye, innovative løsninger, såsom pop-up butikker, fælles events og community-building. Ansøgere kan søge om op til 150.000 kr. til initiativer, der aktivt bidrager til byens udvikling og styrker forbindelsen mellem erhverv og kultur.
  • ‘This is Frederiksberg’-kernefortællingen: Forløb, der hjælper erhvervsdrivende med at integrere byens kernefortælling i deres markedsføring og aktiviteter. Projekter under dette område kan modtage op til 200.000 kr. og kan inkludere workshops, sparring og matchmaking for at styrke flere virksomheder og byens samlede profil.
  • Turistinformation og værtskab: Initiativer, der styrker Frederiksbergs rolle som turistdestination gennem forbedret værtskab og samarbejde mellem lokale aktører. Ansøgere kan få op til 100.000 kr. til aktiviteter såsom guidede ture, inspirationsmøder og digitale løsninger, der gør det nemmere for besøgende at opdage byens unikke tilbud.

2. Hurtigpuljen (100.000 kr.)
Derudover er der i år oprettet en hurtigpulje på 100.000 kr., som er målrettet erhvervslivet og lokale midlertidige initiativer i byens rum, der understøtter Frederiksbergs levende byliv. Hurtigpuljen giver mulighed for støttebeløb på mellem 10.000 og 25.000 kr., og det er et krav, at minimum to virksomheder samarbejder.

Borgmester i Frederiksberg Kommune, Michael Vindfeldt (S), glæder sig over den nye erhvervspulje;

“Jeg er glad for, at vi igen i år har fået en erhvervspulje til at styrke bylivet og turismen i hovedstadens grønne hjerte. Frederiksberg har så meget at byde på, og de erhvervsdrivende bidrager væsentligt til en levende by med gode indkøbs- og oplevelsesmuligheder”.

Kommunalbestyrelsen bygger videre på erfaringer
Erhvervspuljen trækker på erfaringerne fra 2024 og introducerer nye tiltag, der skal styrke sammenhængen mellem kultur og erhverv. Formand for By- og Erhvervsstrategisk Udvalg, Lone Loklindt (RV), ser frem til de nye muligheder;

“Jeg ser frem til, at erhvervspuljen i 2025 kan styrke bylivet og skabe endnu mere netværk og samarbejde blandt Frederiksbergs erhvervsdrivende. Med den nye pulje vil vi bygge videre på vores gode erfaringer fra 2024 med et særligt fokus på at styrke kulturliv og samarbejdet med erhvervslivet.”

Informationsmøde og sparring
For at inspirere og informere potentielle ansøgere inviterer Frederiksberg Kommune til informationsmøde den 26. februar kl. 16:00-17:30 på Frederiksberg Rådhus. Her kan tidligere tilskudsmodtagere dele deres erfaringer, og der vil være mulighed for sparring på idéer: Tilmeld dig informationsmødet.

Ansøgning og kontakt

Ansøgninger til Erhvervspuljen 2025 skal sendes til erhverv@frederiksberg.dk senest den 23. marts og skal indeholde følgende:

  • Oplysninger om ansøger
    Navn, e-mail, telefonnummer, virksomhedsnavn og CVR-nr.
  • Oplysninger om indsatsen
    Formål, målgruppe, samarbejdspartnere
    Kort beskrivelse af idéen (maks. 1000 ord)
    Overordnet budget (indtægter, udgifter)
  • Oplysning om open call 1, 2, 3 eller hurtigpulje.
    Det er muligt at søge inden for flere kategorier, såfremt det sker i separate ansøgninger.

Hvis du har spørgsmål til puljen eller ønsker sparring på idéer, kan du kontakte erhvervskonsulenterne i Frederiksberg Kommune

Fakta om Erhvervspulje 2025
  • Puljens formål: Styrke byliv, erhvervsliv og turisme.
  • Budget: 550.000 kr. (450.000 kr. til open call og 100.000 kr. i hurtigpuljen).
  • Fokusområder: Netværk, branding og værtskab.
  • Informationsmøde: 26. februar kl. 16:00-17:30 på Frederiksberg Rådhus.