I 2019 tog foreningen Håb i Psykiatrien livtag på en blandt mange myter om mennesker med psykiske lidelser. En af myterne er, at den gruppe borgere ikke kan motiveres til fysisk aktivitet.

I september 2023 modtog Håb i Psykiatriens MotionsCafé Frederiksberg Kommunes Frivillighedspris og 15.000 kroner. Foto: Håb i Psykiatrien

Foreningen Håb i Psykiatrien blev etableret i 2018 med det formål at skabe bedre vilkår for mennesker, der er i psykiatrisk behandling. Det skulle i 2019 bl.a. ske gennem eksperimenterede motionstilbud i samarbejde med distriktspsykiatrien og andre myndigheder i erkendelse af, at der mangler tilbud til hjælp til bedre livsstil til mennesker med svær psykisk sygdom. Derfor valgte Frederiksbergfonden i 2021 at støtte projektet med 300.000 kroner for en treårig periode.

Nu skulle det vise sig, om foreningen havde ret i antagelsen om, at mennesker med psykiske lidelser ville møde op, dyrke motion og være en del af et fællesskab i det nye eksperiment, MotionsCaféen på Frederiksberg. Det er et motionsfællesskab, hvor brugerne kan komme 52 uger om året og dyrke gymnastik, gå ture, løbe, deltage i afspænding og træne i motionscenteret SATS Falkoner eller i KU.BE. Nogle af dagene afsluttes med sund fællesfrokost.

Se mere om SIND Frederiksbergs indsats mod ensomhed

Livskvalitet i hverdagen
MotionsCaféen retter sig mod mennesker med svære psykiske lidelser. De fleste kommer fra ambulante forløb eller psykiatrisk indlæggelse. Med psykisk lidelse følger ofte tab af sociale relationer og job, der kan påvirke ens egen tro på sociale evner. Her kan MotionsCaféen være en trædesten ud af isolationen og oplevelsen af noget ”normalt” i mødet med andre sportsudøvere, frivillige og andre lokale borgere. Næste skridt kan måske være indmeldelse i en idrætsforening.

I brugernes evalueringer kan læses udsagn som, at de kommer i tilbuddet fordi der ikke stilles krav til dem og MotionsCaféen er en mulighed for at gøre noget aktivt ved selvisolation og en livsstilsændring i et fællesskab. Tilbuddet opleves så attraktivt, at brugerne giver det en score på 4,8 på en 5-trinsskala.

En af brugerne var så tilfreds med tilbuddet, at vedkommende indstillede Håb i Psykiatriens MotionsCafé til Frederiksbergs Kommunes Frivillighedspris 2023, og den 23. september blev prisen og 15.000 kr. overrakt til foreningen.

”Voksne med psykiske problemer er en overset gruppe, der i mange henseender er blevet opgivet. MotionsCaféen er et værdigt og lækkert tilbud i en god kvalitet, der gør at de ranker ryggen. I det her tilbud når vi ud til virkelig mange borgere med mere livskvalitet, mental og fysisk sundhed,” siger Lotte Frost Jørgensen, forperson i Håb i Psykiatrien.

Myten er aflivet
Efter det første år var myten slået i gulvet på træningsmåtten. Det lykkedes at tiltrække108 deltagere, heraf knap 50 gengangere, i målgruppen på cirka 700 borgere fra Frederiksberg og Vanløse, der er tilknyttet distriktspsykiatrien. I projektperioden for de kommende tre år forventer MotionsCaféen et samlet deltagerantal på ca. 200 brugere.

Både tilslutningen og brugertilfredsheden betød, at Frederiksbergfondens bestyrelse netop har bevilget 600.000 kr. til at forlænge projektet i yderligere tre år for perioden 2025-2027.

”Det at vi modtager flerårig støtte betyder utroligt meget for projektets sikkerhed. Nu ved vi, at vi har tre år og en klækkelig delfinansiering, så vi kan bruge vores energi på at drive projektet i stedet for at jagte penge. Både deltagere og ansatte ved, at vi har midler til et længere stræk og det giver ro og et håb i psykiatrien,” forklarer Lotte Frost Jørgensen.

Læs mere om Håb i Psykiatrien

Vokseværk med flere caféer
Projektet er forankret på Frederiksberg, men der er også kommet et tilbud i Gladsaxe. Håb i Psykiatrien har en ambition om at tilbuddet udbredes til hele landet, og en bevilling fra statspuljen SSA Reserven betyder, at foreningen er i overvejelser om to nye cafeer, en i hovedstaden og en i Jylland.

Fakta:
Projektet har brobyggende samarbejde med Det psykiatriske ambulatorie i Nimbus Parken, Psykiatrisk Center København, Frederiksberg Kommune, Idræt for Sindet, Idrætsforeningen Kæmperne m.fl.

Kilde FrederiksbergFonden