Frederiksberg Kommune lancerer i slutningen af november en oplysningskampagne i samarbejde med Movia. Kampagnen med det venlige budskab ”tak fordi du standser” skal huske cyklister på reglerne om at holde tilbage for buspassagerer og omvendt.
En buspassager stiger af, samtidigt kommer en cyklist kørende – hvem holder for hvem? Svaret er sådan set enkelt nok. For stiger man af på en helle, så er det buspassagererne, som skal holde tilbage for cyklister. Omvendt er det cyklisterne, der skal holde tilbage, hvis passagererne stiger af direkte på en cykelsti.
Frederiksberg Kommune har nu fået etableret tre nye busheller langs med linje 2A’s rute på Godthåbsvej og lancerer derfor, i samarbejde med Movia, en kampagne, der oplyser om reglerne. Kampagnen består af plakater på bussens bagende og indvendigt ved dørene.
Derudover er der også lagt midlertidigt print direkte på asfalten, som skal hjælpe cyklister og buspassagerer til at forstå, hvordan de skal forholde sig i de forskellige situationer.
Tak fordi du standser
Det seneste tiltag med nyanlagte busheller på Godthåbsvej er med til at forbedre trafiksikkerheden for både buspassagerer og cyklister, og derfor er det også vigtigt at informere de forskellige trafikanter om, hvordan de skal forholde sig.
”Vi er superglade for de nye heller på Frederiksberg, som kommer til at sikre øget tryghed for vores passagerer. Men uanset om man er ny i trafikken eller en garvet trafikant, er det altid godt at få genopfrisket reglerne.” udtaler Stine Sander, Movias direktør for kunder og kommunikation.
Frederiksbergs formand for Miljø- og Trafikudvalget Jan E. Jørgensen (V), tror ligeledes på, at initiativerne vil hjælpe både buspassagererne og cyklisterne:
”Tryghed og sikkerhed i trafikken spiller en enorm rolle for os. Vi er glade for at samarbejde med Movia om en oplysningskampagne, der hjælper både buspassagerer og cyklister med at navigere sikkert i trafikken”, siger Jan E. Jørgensen.
Oplysningskampagnen er synlig fra den 22. november og tre uger frem. Kommunen forventer at gentage kampagnen som en del af et årshjul, da der hele tiden kommer nye trafikanter til, som har brug for at få genopfrisket reglerne.
Fakta
- Oplysningskampagnen kører fra d. 22/11 til d. 12/12 på linje 2A samt fysiske print på asfalten udvalgte steder på Godthåbsvej
- Oplysningskampagnen er et samarbejde mellem Movia og Frederiksberg Kommune
- Formålet med kampagnen er at informere buspassagerer og cyklister om, hvornår de skal holde tilbage for hinanden.
- Buspassagerer skal holde tilbage for cyklister, når de stiger ud på en bushelle
- Cyklister skal holde tilbage for buspassagerer, når der er udstigning direkte på en cykelsti.