Teatret ved Sorte Hest spiller den nye teatersæson på banen 14. september 2024 med premieren på Edward Albees raffinerede nyklassiker HVEM ER BANGE FOR VIRGINIA WOOLF?

EDWARD ALBEES HVEM ER BANGE FOR VIRGINIA WOOLF? På billedet (fra v): Marie Reuther, Jakob Cedergren, Iben Hjejle, Lue Støvelbæk. Fotograf: Robin Skjoldborg

Teaterchef og iscenesætter Maria Vinterberg har sat et drømmehold af skuespillere, hvoraf en enkelt netop er blevet udskiftet med kort varsel. Da Dejan Cukic har måttet melde fra af personlige årsager, er det i stedet lykkedes at få Jakob Cedergren med i det vilde ensemble, som desuden består af Iben Hjejle, Marie Reuther og Lue Støvelbæk.

Med mesterværket HVEM ER BANGE FOR VIRGINIA WOOLF? skrev den amerikanske dramatiker Edward Albee sig direkte ind på den moderne teaterscene med den mest uhyggelige og allersjoveste slags skildring af mennesket. Det prisbelønnede stykke havde urpremiere i New York i 1962, og efter den berømte filmatisering med Elisabeth Taylor og Richard Burton fra 1966 fik teksten for alvor international klassikerstatus. Også herhjemme har den tre akter lange dæmoniske komedie trukket tæppet væk under publikum med jævne mellemrum, senest på Det Kongelige  Zeater og Aalborg Teater.

Nu gælder det så Maria Vinterbergs aktuelle opsætning i Teatret ved Sorte Hests intime scenerum, som scenograf Marianne Nilsson har forvandlet til et petroleumsblåt akademikerhjem med bøger fra gulv til loft og en yderst velassorteret hjemmebar.

EDWARD ALBEES HVEM ER BANGE FOR VIRGINIA WOOLF? kræver i den grad sine skuespillere. På Teatret ved Sorte Hest er det Iben Hjejle og Jakob Cedergen, der kaster glans over de legendariske roller som ægteparret Martha og George. Deres unge gæster spilles af stortalenterne Lue Støvelbæk og Marie Reuther, der i rollerne som Nick og Honey er tvangsindlagt til en brutalt underholdende opvisning i fordrukken lunefuldhed, psykologisk magtspil og inderlig kærlighed

Iscenesætter og teaterchef Maria Vinterberg udtaler:

”Jeg interesserer mig for kærlighed. Jeg undrer mig og glædes over, at den aldrig ophører uanset, hvad man udsætter den for. I mine øjne er HVEM ER BANGE FOR VIRGINIA WOOLF? den grusomste og smukkeste hyldest til mennesker, der kæmper for at elske hinanden”

Om forestillingen
Det er blevet nat! Klokken er 02, og det midaldrende ægtepar Martha og George er lige returneret til privaten efter en personalefest på det universitet, hvor George er ansat som historielektor. Marthas far er universitetets rektor, og parret bor på campus.

Bag Georges ryg har Martha inviteret den unge adjunkt i biologi, Nick, og hans unge kone, Honey, til afterparty med fri bar, og da gæsterne ankommer, tager en hyggeaften fra helvede sin begyndelse. Tårerne er for længst henlagt til fryseren og bruges nu som is i Marthas mange drinks. Alt er på spil, og i nattens mulm og mørke får det unge par et skrækindjagende og hudløst ærligt indblik i den absurde institution, som vi i folkemunde kalder ægteskabet.

EDWARD ALBEES HVEM ER BANGE FOR VIRGINIA WOOLF? spiller på Teatret ved Sorte Hest 14. september – 26. oktober 2024

Læs mere på sortehest.com

HOLDET BAG
MEDVIRKENDE: IBEN HJEJLE, JAKOB CEDERGREN, MARIE REUTHER, LUE STØVELBÆK
DRAMATIKER: EDWARD ALBEE
ISCENESÆTTER: MARIA VINTERBERG
SCENOGRAF: MARIANNE NILSSON
LYSDESIGNER: BJARNE OLSEN
SKRÆDDERSAL: MIKAEL JENSEN
OVERSÆTTER: MADAME NIELSEN
TEATERFORLAG: NORDISKA APS

Spilleperiode: 14. september – 26. oktober 2024
Spilletider: Man-fre kl. 19.30, lør kl. 15.00
Billetter: 40-260 kr. inkl. gebyr via teaterbilletter.dk / billet@sortehest.com