I takt med fødevareprisernes himmelflugt det seneste år er interessen for sociale madfællesskaber steget. Her binder overskudsmad beboere sammen i almennyttige boligområder i FødevareBankens projekt “Madfællesskaber med Mening”.
Mødet med andre mennesker over et måltid kan gøre en stor forskel i arbejdet med at komme problemer som ensomhed og isolation til livs og styrke naboskab og sammenhængskraft i boligområder. Derfor har FødevareBanken og en række boligforeninger sammen opbygget madfællesskaber i 35 almennyttige boligområder i 17 kommuner fordelt over hele landet som led i projektet ‘Madfællesskaber med Mening’. Og flere er på vej.
Madfællesskaberne kommer i mange forskellige former og tæller bl.a. folkekøkken i Rødovre, fredagsbrunch i Aarhus, Mad & Mænd i Gladsaxe, fællesspisning i et unge-integrationsfællesskab på Frederiksberg og madpakke-fællesskab for familier i Vollsmose.
FødevareBanken og boligområderne etablerer og udvikler de forskellige typer af madfællesskaber, og FødevareBanken leverer ugentligt fødevarerne, som er frisk overskudsmad fra industrien, som ellers ville ende i skraldecontainere som madspild.
Projektet startede i juni 2021 og har siden været en stor succes. Det seneste år har ‘Madfællesskaber med Mening’ oplevet en ekstra stor interesse på grund af krisen og de tårnhøje fødevarepriser, og antallet af kommuner med madfællesskaber er steget fra 9 til 17.
“Vi kan tydeligt se, at der er et virkelig stort behov for både mad og mødet mellem mennesker omkring maden. Der er rigtig mange, som er hårdt ramt, fordi deres udgifter til energi og mad er steget så meget. Madfællesskaberne tapper ind i et meget stort behov, og interessen for at indgå i projektet og samle mennesker i et fællesskab om mad har været stigende, siden projektet startede,” fortæller direktør i FødevareBanken, Lea Gry von Cotta-Schønberg.
Stor social gevinst
Madfællesskaberne giver ikke kun mætte maver; de fremmer også trivsel og sammenhængskraft i boligområder, hvor en større andel af beboere befinder sig i svære livssituationer.
“For rigtig mange betyder det meget at komme ud og møde sine naboer, og maden er et fantastisk redskab til at samle mennesker. Alle er lige i madfællesskabet, og alle kan være med uanset baggrund og social status. Alle skal spise, og alle kan stå med en opgave i et køkken. Et madfællesskab er det mest inkluderende fællesskab, man kan skabe,” forklarer Nina Bundgaard Holck, som er projektleder på ‘Madfællesskaber med Mening’.
‘Madfællesskaber med Mening’ er støttet af Nordea-fonden og Lauritzen Fonden.
“At lave mad og spise sammen bidrager til, at vi lærer hinanden bedre at kende og styrker lokale fællesskaber der, hvor vi bor. I Nordea-fonden er vi stolte over at støtte projektet, som styrker fællesskaber og reducerer madspild. Vi har ikke opskriften på gode liv, men vi er sikre på, at alle de engagerede frivillige skaber gode liv sammen hver uge i boligområder i hele landet med frisk overskudsmad fra FødevareBanken,” siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden.
FAKTA
Madfællesskaber med Mening er støttet af Nordea-fonden og Lauritzen Fonden. Målet er, at 50.000 borgere i 45 almennyttige boligområder frem mod 2024 vil få glæde af de fællesskaber, der opstår, når man mødes og spiser sammen. En punktevaluering i projektet har vist, at madfællesskaberne styrker beboeres trivsel, og derud over oplever de frivillige at være med til at udvikle deres eget boligområde.
Kommuner der arbejder med “Madfællesskaber med Mening”:
- Kolding Kommune
- Odense Kommune
- Aarhus Kommune
- Ikast-Brande Kommune
- Slagelse Kommunen
- Holbæk Kommune
- Rødovre Kommune
- Svendborg Kommune
- Esbjerg Kommune
- Gladsaxe Kommune
- Fredericia Kommune
- Holstebro Kommune
- Gladsaxe Kommune
- Frederiksberg Kommune
- Taastrup Kommune
- Ballerup Kommune
- Herning Kommune
FødevareBanken er en nonprofit organisation, som bekæmper madspild og madfattigdom i Danmark. Hver dag smides flere tons frisk overskudsmad ud i fødevaresektoren, som intet fejler. FødevareBanken sørger for, at overskudsmaden sikkert bliver leveret til organisationer, der har brug for det. Sidste år leverede FødevareBanken 1.562 tons frisk overskudsmad til 365 forskellige modtagerorganisationer i hele landet – heriblandt herberger, krisecentre og varmestuer. Maden blev til mere end 3,9 mio. måltider. Brugen af overskudsmad i madfællesskaberne taler dermed direkte ind i den aktuelle dagsorden om bæredygtige og klimaansvarlige måltider.
Nordea-fonden støtter gode liv. Nordea-fonden har et almennyttigt formål og støtter projekter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur. Fonden støtter FødevareBankens ‘Madfællesskaber Med Mening’ med 3,4 millioner kroner.