Med forestillinger som SKAM, teaterkoncert med Peter Sommer eller en sci-fi danseforestilling som BJÖRK er operagenren på Aveny-T måske ikke det mest oplagte at forvente på teatrets scener.
Men i år har teatret på Frederiksberg Allé for første gang haft hele tre operaforestillinger som en del af samarbejdet med Copenhagen Opera Festival. Under Copenhagen Opera Festival i august lagde Aveny-T den store scene til de tre forestillinger Suor Angelica, The Yellow Wallpaper og Ringen på en aften. Således skriver Frederiksberg Fonden i en pressemeddelelse.
Det ser teaterdirektør Marianne Klint som en naturlig udvikling.
”Aveny-T har ambitioner om at være et teater, der producerer forestillinger af, om og til unge – i alle aldre. Vi ser ungdom – også som andet end publikums alder, men det er klart, at operagenren ikke per default har fat i de unge i samme grad som det mere modne publikum, ” siger hun og fremhæver desuden, at teatret har en økonomisk interesse i at udleje teatersalen til andre forestillinger.
”Det skaber også et fyldigt program i mange genrer for et voksende årskortpublikum, så det er skønt, når andre teatre og festivaler vil bruge scenerne,” siger hun.
Samarbejdet har også ifølge ledelsen i Copenhagen Opera Festival fungeret meget tilfredsstillende.
Bedre fat i Frederiksbergs publikum
”Jeg oplever Aveny-T som et meget åbent hus, hvor der sker mange ting og det har været superinspirerende at være end del af,” siger Rikke Frisk, udviklings- og administrationschef i Copenhagen Opera Festival.
”Vi har som festival i flere år kredset om at komme tættere på Frederiksberg, fordi det er så stærk en teaterbydel, så det har været interessant at blive en større del af i år. Jeg tror, at festivalen og teatret har suppleret hinanden godt. For Aveny-T har et ungt publikum og operafestivalen har et mere modent publikum og med det nye samarbejde tror jeg, at vi har kunnet trække nogle folk til deres hus, og vi har fået opmærksomhed fra et publikum, som vi måske ikke plejer at have så mange af. Vi ved i hvert fald, at vi solgte flere ungdomsbilletter til operaforestillingerne på Aveny-T end vi havde forventet, så det er selvfølgelig interessant.”
Festivalens data om årets billetsalg viser også, at ud af de samlede billetkøbere fra København og Frederiksberg, er Frederiksberg-andelen steget fra 15% i 2022 til godt 20 % i år. Det er en stigning, festivalledelsen tilskriver Aveny-T samarbejdet.
En af forestillingerne, Puccini-klassikeren Suor Angelica, blev opført i en ny, moderne version med 14 kvindelige solister. En Puccini-forestilling tiltrækker primært dem, der allerede ved, hvad det er, fortæller Rikke Frisk. Så når en klassiker sættes op et andet sted, så bliver rammen, i dette tilfælde Aventy-T, en voucher for at blive interessant overfor en anden type publikum.
”Det er lidt det, vi håber på med sådan et samarbejde,” siger hun.
International interesse har stor betydning
Operafestivalen endte med at have tre forestillinger i stedet for kun to på Aveny-T.
”Når nu vi var i huset, takket være Frederiksbergfondens støtte til to af forestillingerne, klemte vi lige Ringen på en aften ind som en ekstra forestilling, så Aveny-T blev på den måde lidt et festivalcentrum,” siger Rikke Frisk.
En anden af de to støttede forestillinger, The Yellow Wallpaper, havde urpremiere på Aveny-T og den kommer internationalt til at få betydning for festivalen, spår Rikke Frisk.
Forestillingen fik fire ud af fem stjerner i Financial Times og blev for nylig opført i London på Sadler’s Wells, hvor den ifølge Rikke Frisk også fik gode anmeldelser. Senest er der vist interesse for også at opføre den i Prag.
”Selvom der er en masse danskere, der ikke opdager den internationale hæder, så er det interessant som festival at blive kendt ude i verdenen og få pressens opmærksomhed. Det betyder primært at vi får lettere ved at tiltrække kunstnerne. Men vi har også en strategi om at blive mere kendt internationalt, for vi vil også gerne tiltrække et endnu større internationalt publikum. Opera er meget en international kunstart og det hjælper vores arbejde at kunne give vores publikum noget, der er internationalt interessant.”