Et stigende antal unge oplever trivselsproblemer, og derfor har Biblioteket Frederiksberg taget initiativ til “Kulturelle Frirum” – et otte ugers forløb designet til unge, der kæmper med stress, angst og depression.

En nylig undersøgelse fra Center for Ungdomsforskning viser, at hele 44 % af unge mellem 16 og 25 år oplever mistrivsel. Flere studier har samtidig dokumenteret, at kunst og kulturoplevelser kan være effektive redskaber til at styrke mental sundhed og trivsel. I partnerskab med Forfatterskolen PS, Next Door Project og Frederiksbergmuseerne lancerer Biblioteket Frederiksberg derfor “Kulturelle Frirum”. Formålet er at skabe et kulturelt frirum for unge mellem 16 og 25 år, der oplever mistrivsel.

Borgmester Michael Vindfeldt (S) er glad for initiativet:

“Frederiksberg er en by, der prioriterer vores unges trivsel højt. Med ‘Kulturelle Frirum’ håber jeg, at vi kan styrke deltagernes mentale sundhed og hjælpe dem med at trives i deres hverdag.”

Lotte Kofoed, formand for Kultur- og Fritidsudvalget (SF) udtrykker også sin glæde over projektet:

“Kulturelle Frirum” er et fantastisk initiativ, der giver de unge mulighed for at finde et fristed i kunsten og kulturen. Vi ved, at kreative aktiviteter og fællesskaber kan have en positiv indvirkning på den mentale sundhed. Jeg er sikker på, at dette projekt vil skabe meningsfulde forandringer i de unges liv.”

I løbet af de otte uger vil de unge få mulighed for at fordybe sig i kunstneriske discipliner og deltage i trygge fællesskaber. Uanset om det er gennem skrivefællesskaber, performances og dansegrupper eller unikke kunst- og museumsoplevelser, vil projektet give de unge en værdifuld pause fra hverdagen og bidrage til at genopbygge deres mentale trivsel.

“Kulturelle Frirum” er ikke blot en kortvarig indsats, men en langsigtet investering i unges trivsel på Frederiksberg. Efter afslutningen af forløbene vil Biblioteket Frederiksberg tilbyde faciliteter og støtte, så de unges kulturelle fællesskaber kan fortsætte.

Projektet modtager støtte fra VELUX Fonden og har til formål at generere læring om, hvordan man kan forbedre unges mentale sundhed gennem kulturelle frirum. Denne læring vil blive udbredt for at gavne unge over hele landet.

For tilmelding og yderligere information om Kulturelle Frirum, se fkb.dk/frirum

Fakta
En nylig undersøgelse fra Center for Ungdomsforskning viser, at hele 44% af unge mellem 16 og 25 år oplever en grad af mistrivsel (kilde: “Mistrivsel i lyset af tempo, præsentation og psykologisering – om ny udsathed i ungdomslivet” fra Center for Ungdomsforskning).

“Kulturelle Frirum” er et tilbud til unge mellem 16 og 25 år på Frederiksberg, der oplever stress, depression eller angst. Der er planlagt tre forskellige otte-ugers forløb, der vil starte i slutningen af august/starten af september 2023.

Projektet er et samarbejde mellem Medborgercentret Nordens Plads, som er en del af Biblioteket Frederiksberg, i samarbejde med Forfatterskolen PS, Next Door Project og Frederiksbergmuseerne. Projektet modtager også støtte fra VELUX Fonden. Formålet med projektet er at generere læring om, hvordan man kan forbedre unges mentale sundhed gennem kulturelle frirum, og denne læring vil blive delt til gavn for unge i hele landet.

Kulturelle Frirum er en indsats, som er i tråd med kommunens Kultur- og Fritidspolitik 2023- 2026, hvor der arbejdes for et nærværende og mangfoldigt kultur- og fritidsliv, som tager afsæt i Frederiksbergs særlige kendetegn og er til stede i alles liv på en relevant måde for at bidrage til fællesskab og demokratis dannelse. Se Kultur- og Fritidspolitik 2023-2026.

Foto ABW

Pressemeddelelse.