Friluftsrådet har givet 6,1 mio. kr. i tilskud til 48 projekter i Region Hovedstaden. Projekterne skal blandt andet skabe bedre muligheder for at dyrke vandfriluftsliv, udvikle børn og unges friluftsliv og skabe bedre fysiske rammer for friluftsliv. I alt er der uddelt 27 mio. kr. til 214 projekter.

Foto: Adam Grønne

Saunaer til vinterbadning, grønne oaser i byerne, nye overnatningsmuligheder i det fri og naturoplevelser for mennesker med særlige behov. Det er noget af det, som Friluftsrådet har givet tilskud til med Udlodningsmidler til Friluftsliv. Der er i alt givet tilskud på 27,6 mio. kr. til 214 forskellige projekter over hele landet. I Region Hovedstaden er der uddelt 6,1 mio. kr. til 48 projekter.

Friluftsrådet giver tilskud til projekter inden for tre temaer: Børn og unges friluftsliv, Vandfriluftsliv og Fysiske rammer for friluftsliv. Inden for temaet vandfriluftsliv er der blandt andet givet støtte til faciliteter, såsom som badebroer og saunaer, der kan gøre det muligt at dyrke vandfriluftsliv året rundt.

“Der er et stort potentiale i at udvide sæsonen for friluftsliv og aktiviteter i naturen. Mange har jo, naturligt nok, en tendens til at trække indenfor nu, hvor mørket og kulden sætter ind. Men friluftsliv har en lang række gode effekter, blandt andet i forhold til mental og fysisk sundhed, så vi er glade for at kunne bidrage til at endnu flere kan dyrke friluftsliv hele året,” siger Winni Grosbøll, direktør for Friluftsrådet.

Lokale ildsjæle får flere ud
For de projekter, som retter sig mod børn og unge, er der givet tilskud til en bred palet af modtagere, blandt andet ungdomsskoler, naturskoler, specialskoler, efterskoler, boligforeninger, spejdergrupper, foreninger, daginstitutioner, folke- og friskoler, opholdssteder, museer og krisecentre. Der er typisk givet støtte til udstyr og faciliteter, der gør det nemmere at inddrage natur og udeliv som en del af børn og unges dagligdag, hvad enten det er i skole, daginstitution, fritid eller foreningstilbud.

Langt de fleste af midlerne er gået til frivillige foreninger, som står bag 145 af de 214 projekter.
“Det er meget vigtigt for os, at vi kan støtte de engagerede ildsjæle i de lokale foreninger rundt omkring i landet. De gør en kæmpe indsats for at skabe gode vilkår for, at alle kan komme ud i naturen, dyrke forskellige aktiviteter og blive en del af et fællesskab omkring det,” siger Winni Grosbøll.

For at forbedre de fysiske rammer for friluftsliv har Friluftsrådet givet tilskud til faciliteter, der giver bedre mulighed for adgang, ophold, aktiviteter og overnatning i naturen, såsom bålhytter, stier, MTB-ruter, fugletårne og shelterpladser. Derudover har en række landsbysamfund fået støtte til at omdanne tidligere sportspladser, “golde” græsplæner eller landbrugsjord til arealer med større biodiversitet og nye rekreative muligheder.

Eksempler på gode projekter i Region Hovedstaden

  • Arnager Badeklub på Bornholm fået 50.000 kr. i tilskud til en sauna på havnemolen, som ligger for enden af en 200 meter lang træbro ude i havet.
  • Bofællesskabet Lykke Marie i Frederikssund Kommune har fået tilskud på 300.000 kr. til en udsigtsplatform, et handicapvenligt shelter og en træbro, som skal gøre det muligt for mennesker med funktionsnedsættelser, deres pårørende og personalet at opleve naturen ved en sø og å.
  • Jordens Hus i Gentofte har fået 100.000 kr. i tilskud til etablering af en byhave på Vridsløselille fængselsgrund i Albertslund. Haven skal fungere som lærings- og oplevelsesrum for børn og unge.
  • Islandshesteklubben Jörfi Hedeland har fået 325.000 kr. til reetablering af en ikonisk ringborg i Hedeland, der skal give børn og unge mulighed for fælles naturoplevelser og overnatning i det fri – med eller uden hest.
  • Venner af Captum har fået 110.000 kr. i tilskud til at udvikle digitale træningsruter i naturen, som kan gøre naturen mere tilgængelig for mennesker med autisme.

Der er givet tilskud til

  • Fysiske rammer for friluftsliv: 66 projekter, i alt 8.983.900 kr.
  • Børn og unges friluftsliv: 93 projekter, i alt 6.658.400 kr.
  • Vandfriluftsliv: 50 projekter, i alt 8.397.800 kr.
  • Større, nationale udviklingsprojekter: 5 projekter, i alt 3.635.000 kr.

Søg tilskud til din idé

Har du også en god idé til et projekt, der vil skabe bedre muligheder for friluftsliv eller øge befolkningens naturforståelse? Så søg om tilskud fra Udlodningsmidler til Friluftsliv. Næste ansøgningsfrist er 15. februar 2023. Læs mere på friluftsraadet.dk/tilskud

 
Se liste over alle projekter