Den københavnske toprestaurant STUDIO genåbner den 23. november i helt nye lokaler på Ottilia Jacobsens Plads i Carlsberg Byen.
31-årige Christoffer Sørensen, som har tegnet STUDIOs gastronomiske linje siden maj 2021, bliver manden, der skal gøre STUDIO til Carlsberg Byens kulinariske fyrtårn.
I 2013 blev STUDIO født som en del af restaurantkomplekset The Standard i København, men ved årsskiftet forlod restauranten det gamle toldkammer i Havnegade og indledte jagten på nye rammer, der kunne matche den ikoniske bygning ved havnefronten.
Nu er byttet endelig nedlagt – og det bliver et særdeles spektakulært trofæ: Ottilia Jacobsens Plads er nemlig stedet, hvor den oprindelige kilde til Carlsbergs rene vand havde sit udspring, og i dag er pladsen et fantastisk stykke byrum, som inviterer til ophold og samvær ved kanalen og vandtæppet med lyden af rislende vand som bagtæppe.
STUDIO får dermed en drømmeplacering, mens Carlsberg Byen får en højgastronomisk tilføjelse til den skarpe gastronomiske profil, som allerede nu kendetegner den nye bydel.
Michelin-guidens unge yndling bliver køkkenchef og medejer Efter at have indtaget køkkenchefposten med begejstrede anmeldelser til følge modtog Christoffer Sørensen sidste år både Michelin-guidens ’Young Chef Award’ og White Guides pris som ’Årets Unge Kokketalent’. Samtidig har Foreningen af Danske Madanmeldere i år nomineret to af hans retter til ’Årets Ret’-konkurrencen den 28. august, hvor Christoffer Sørensen og STUDIO skal dyste mod bl.a. Noma og Geranium.
Forventningerne til både Christoffer Sørensen og STUDIOs nye placering i Carlsberg Byen er store:
”Det glæder os rigtig meget, at vi nu har fundet det helt rette sted til STUDIO, og ingen har fortjent det mere end Christoffer og teamet. De kom rigtig godt fra start i Havnegade, og fik på kort tid både gæster, anmeldere og Michelin-guiden med sig. Vi ønskede derfor også, at et fornyet STUDIO med Christoffer ved roret skulle have helt nye rammer, og jeg ved, at hele holdet er sultne og opsatte på at vise, at STUDIO hører til i det øverste lag af landets bedste restauranter,” siger Merete Holst, CEO i LOCA Gruppen og medejer af STUDIO.
Også i Carlsberg Byen er der glæde ved udsigten til den nye beboer på den gamle bryggerigrund.
”STUDIO er præcis den type restaurant, vi drømmer om at have i Carlsberg Byen. Konceptet passer utroligt godt ind i den historie, der den dag i dag stadig mærkes på den gamle bryggerigrund, hvor det gode håndværk, kvalitet og store ambitioner altid har været grundsten. Samtidig er STUDIO en utrolig flot tilføjelse til den gastronomiske scene, der allerede er i det nye bykvarter. Derfor er vi selvsagt enormt begejstrede for, at valget er faldet på netop Carlsberg Byen, og vi glæder os allerede til at byde velkommen til både STUDIO og deres mange gæster,” siger Jens Nyhus, adm. direktør i Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S.
Med vilde urter og lokale råvarer i blodet Inden han kom til STUDIO, tilbragte Christoffer Sørensen ni år som højrehånd i køkkenet hos Lammefjords-troldmanden Claus Henriksen på Dragsholm Slot. Læremesterens tankegang omkring lokale råvarer, vilde urter og fermenteringer har Sørensen taget med sig til STUDIO – sammen med leverandører som Søren Wiuff og et par erfarne hænder fra slottet, heriblandt souschef Steven Ackermann, som i år blev nomineret til Årets Souschef i Den Danske Spiseguide. Gulvet dirigeres af den erfarne restaurantchef Jesper Nielsen (tidl. bl.a. The Paul og Henne Kirkeby Kro).
Mens jagten på nye lokaler har stået på, har Christoffer Sørensen og team blandt andet brugt tiden på en succesfuld pop-up i Det Japanske Tårn i Tivoli. Til november står drømmelokalet endelig klar i Carlsberg Byen, og for køkkenchef Christoffer Sørensen er det en stor drøm, der går i opfyldelse.
”Det er meget privilegeret at få lov til at indrette sin egen drømmerestaurant helt fra bunden. Det var stort for mig at blive køkkenchef for første gang sidste år, men det her er lige skridtet videre. Det er alle kokkes drøm at få deres helt eget sted, og jeg er vildt spændt på det næste kapitel,” siger Christoffer Sørensen.
Bæredygtighed hele vejen rundt Christoffer Sørensen er i dag medejer af STUDIO i partnerskab med Merete Holst og Dorte Østergaard, som ejer LOCA Gruppen. LOCA driver også restauranterne Almanak i Operaen, Mission Green og RADIO på Frederiksberg, og dertil barsler gruppen med flere nye restaurantåbninger i de kommende måneder.
LOCA Gruppens vision er at sætte nye standarder for bæredygtig gastronomi, og fundamentet for STUDIO og gruppens øvrige restauranter er en 360-graders-tilgang til bæredygtighed. Bæredygtighed gælder ikke kun råvarerne på tallerkenen, men i særdeleshed også de mennesker, der sikrer gæsterne mindeværdige oplevelser aften efter aften.
Ordentlige arbejdsforhold, ligestilling, uddannelse og ingen skrigende chefer skal være en lige så stor selvfølge i restaurationsbranchen som alle andre steder, og i LOCA Gruppen har man derfor udarbejdet en fyldestgørende bæredygtighedsrapport for at sikre dette. Rapporten konkluderer med tal og fakta, hvordan alle gruppens restauranter præsterer på en lang række definerede bæredygtighedsparametre. Parametrene er baseret på LOCA’s ’Manifesto’, hvori gruppen har forpligtet sig på at drive restaurant på en måde, der er bæredygtig for både mennesker, kloden og økonomien.
Bæredygtighedsrapport og Manifesto kan downloades her og her.
”Hvis restaurationsbranchen for alvor skal være bæredygtig, så skal vi som restauratører ramme den tredobbelte bundlinje – for intet er bæredygtigt, hvis det vi laver, ikke holder vand i forhold til både miljø, økonomi og menneskerne omkring os. Det gælder også på topniveau. Man skal kunne lave topgastronomi uden at ødelægge sig selv eller personalet i processen,” fortæller Dorte Juhl Østergaard, CCO og Head of Sustainability i LOCA Gruppen, som med STUDIO ønsker at hæve barren for bæredygtig gastronomi i toplaget af restauranter.
Den opgave er Christoffer Sørensen den helt rigtige til at løfte, mener hun.
”For os er Christoffer et lysende eksempel på fremtidens køkkenchef. Han laver mad på et enormt højt niveau, og samtidig er han et ordentligt menneske og en god leder. Den slags mennesker har vores branche brug for fremover, og vi er enormt stolte over at dele denne rejse sammen med ham.”