By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune vedtog onsdag en ny startredegørelse for området ved Værnedamsvej og Prins Henriks Skole.
Beslutningen indebærer, at en kommende bygning ud med Værnedamsvej maksimalt må udvides med op til 1400 kvm, og det sker under forudsætning af en række faktorer, herunder.
– at der findes en arkitektonisk løsning, der ikke medfører skyggegener af betydning for de omkringliggende huse
– at løsningen bidrager til det grønne gårdmiljø
– at forhuset mod Værnedamsvej ikke ændrer udtryk mod gaden
– og at facadeudtrykket på bagsiden så vidt muligt står som oprindeligt
Formand for Frederiksberg Kommunes By- og Miljøudvalg, Jan E. Jørgensen (V) ser frem til det videre arbejde: ”Værnedamsvej er unik og alle er enige om, at miljøet skal bevares og gerne blive endnu bedre, når Prins Henriks Skole flytter ud. Jeg forstår godt, at mange naboer er bekymrede for planerne, og vi har lyttet meget til dem. Nu har vi vedtaget en startredegørelse, der gør, at vi kan komme videre med projektet – fortsat i god dialog og med stor respekt for det eksisterende miljø,” siger han.
En startredegørelse er ikke en obligatorisk del af planprocessen, men den giver et indtryk af, hvad projektet går ud på, og hvad der skal arbejdes videre med i den videre planproces. Næste skridt bliver, når et lokalplanforslag og forslag til kommuneplantillæg skal i høring og efterfølgende behandles politisk til foråret. Men inden da besluttede By- og Miljøudvalget også at invitere til et ekstra borgermøde om planerne.
”Vi har hele vejen igennem lagt vægt på at lytte til naboernes bekymringer. Og det kommer vi til at fortsætte med i den videre proces, så vi sammen med naboerne og ejerne kan skabe det bedst mulige projekt til gavn for lokalområdet og for hele Frederiksberg,” fortæller Jan E. Jørgensen.