I Frederiksberg Kommune går 885 personer rundt med type 2-diabetes uden at vide det, og 4.425 skønnes at have prædiabetes, som betyder, at de har meget høj risiko for at udvikle type 2-diabetes.
Kender du din risiko for type 2-diabetes, er der meget, du kan gøre for at forebygge sygdommen. Derfor opfordrer Diabetesforeningen alle til at lade sig teste på Verdens Diabetesdag.
Type-2 diabetes udvikler sig som regel langsomt, og derfor opdager de færreste sygdommen i tide. Diabetesforeningen benytter dette års Verdens Diabetesdag den 14. november til at oplyse om de symptomer, som man skal holde høje med, og inviterer alle til at tage deres risikotest.
Type 2-diabetes er en alvorlig sygdom, som ubehandlet kan være livstruende og på længere sigt kan medføre følgesygdomme som blodpropper, nyresvigt og amputationer. Men ved at opdage type 2-diabetes i tide kan man forebygge de farlige følgesygdomme, lyder det fra formand for Diabetesforeningen Truels Schultz.
Om 13 år vil 430.000 danskere have type 2-diabetes. 60.000 danskere ved endnu ikke, at de har type 2-diabetes. 300.000 danskere skønnes at have forstadier til type 2-diabetes. Type 2-diabetes koster det danske samfund 31,8 milliarder om året.
Verdens diabetesdag.
Mere end 415 millioner mennesker på verdensplan lever med diagnosen diabetes. Det svarer til omkring 1 ud af 11 voksne. 4,8 millioner mennesker dør som følge af sygdommen hvert år.
Den canadiske forsker Frederick Grant Banting, som var med til at opfinde insulinen i 1923, havde fødselsdag den 14. november. I 2006 vedtog FN, at den 14. november skulle være Verdens Diabetesdag.
Logoet for Verdens Diabetesdag er blåt, og rundt om i verden markeres dagen ved at oplyse bygninger i blåt.
I Danmark afvikler Diabetesforeningen Verdens Diabetesdag landsdækkende. Det sker blandt andet ved arrangementer i samarbejde med apoteker, fodterapeuter og sundhedscentre.
Almindelige symptomer på type 2-diabetes.
Træthed, øget tørst, hyppig vandladning, dårlig sårheling, kløe, synsforstyrrelser og uforklarligt vægttab.