Mandag hædrede Frederiksberg Kommune vinderne af årets Facadepræmiering, i følgende kategorier: den respektfulde renovering, den hele bygning og den gode detalje.
Kategorien ”den respektfulde renovering” havde to vindere, nemlig Steen Blichers Vej 2 og Vesterborg, på Jacobys Allé 14-16 med flere. Begge etageejendomme vandt for at have istandsat facaderne med særlig omhu.
Den tidligere landejendom Store Godthåb, Godthåbsvej 79B, vandt kategorien ”den hele bygning” for den omfattende restaurering, der er foretaget i forbindelse med, at hovedhuset er blevet konverteret til tre lejligheder.
I kategorien ”den gode detalje” blev der udpeget to vindere. Et solcelleanlæg som er blevet integreret i taget på en villa på Rathsacksvej 25 og to gadealtaner på Allégade 24A.
Ved reception mandag eftermiddag blev priserne overrakt af borgmester Jørgen Glenthøj (C): ”Der var mange nominerede i de forskellige kategorier, og det har været svært at vælge, fordi niveauet var så højt. Jeg vil gerne sige tak til alle, der renoverer og præsenterer deres bygninger på en måde, der rummer og udvikler den særlige æstetik, vi har på Frederiksberg. De fortjener alle stor anerkendelse og påskønnelse,” siger han.
Det var anden gang, at denne prisoverrækkelse fandt sted, men den nye tradition er kommet for at blive, understreger formand for Frederiksberg Kommunes By-og Miljøudvalg, Jan E. Jørgensen (V) og lægger stor vægt på indsatsen: ”Vinderne er projekter, der bidrager til byen og dens identitet. Og det er borgerne selv, der nominerer projekterne. Jeg håber, at denne præmiering med tiden udvikler sig til at blive en endnu større begivenhed med massiv folkelig opbakning,” siger han.
Vinderne blev udpeget af Facadeudvalget i Frederiksberg Kommune, og de fik hver især en plakette og et diplom i glas og ramme.