Den albumaktuelle sangerinde Maria Elizabeth har i august og september, med stor succes, været rundt i hele landet med sit nye unikke koncertkoncept, Koncertvandringer.
Der synes at være en tendens i tiden til, at vi danskere i stigende grad ønsker at søge tilbage til det nære – og det autentiske. Vi er omgivet af så meget stress, støj og så mange indtryk vi ikke når at fordøje – ikke mindst i vores meget digitale hverdag. Måske netop derfor søger vi mere og mere hen imod det nære, enkle og støjfri – der hvor man kan fordybe sig og mærke sig selv og hinanden. Fx i naturen – eller i dette tilfælde i en smuk byhave. Motivationen er for Maria Elizabeth netop også at skabe ro og rammer til at fordybe sig i sanseoplevelsen med koncertvandringerne.
De fleste danskere tænker mere og mere på miljøet og vægter derfor naturen højere og højere. Sådan er det også for Maria Elizabeth. Koncertvandringerne handler om at sanse naturen og blive bevidst om dens værdi og relation, ofte i forhold til Maria Elizabeths tekster fra det nye album “Circle the Woods”.
“Koncertvandringen er en helhedsoplevelse. Publikum vil komme i den sensitive stemning, som et opmærksomt ophold i naturen giver, og dermed er man bragt i den stemning som musikken udtrykker, når man når frem til koncerten efter vandringen,” siger sangerinden og konstaterer “Der er tusindvis af gaver i naturen, som også kan hjælpe os med vores egen forvandling og udvikling. Det handler blot om at opholde sig derude og at iagttage og lytte.”
Det sker torsdag den 4. oktober ved Bakkehuset, Rahbeks Allé 23, 1801 Frederiksberg. Fra kl. 18.30 til 18.50 er der havevandring i Kamma Rahbeks have med Gertrud With.
Kl. 19 Intimkoncert med Maria Elizabeth akkompagneret af af Karen Sangvin (vokal, guitar)
Hør Maria Elizabeth fortælle om konceptet i videoen her.