Niels Christian Barkholt, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, stiller op til Folketinget for SF
Niels Christian Barkholt siger:
– Danmark har brug for en socialpolitisk vision. Jeg har gennem de sidste 20 år set, hvordan både fattigdommen og uligheden i vort samfund er steget. Det er ikke bare skadeligt for de børn og voksne, der lever på et økonomisk lavblus. Det er også et samfundsproblem på længere sigt.
– Som folketingskandidat for SF melder jeg mig ind i kampen mod den højredrejning og symbolpolitik, som fylder debatten og som skygger for de virkelige problemer. Jeg vil kæmpe for at forbedre udsatte menneskers vilkår i Danmark og at vi når hen et sted, hvor vi investerer i socialt arbejde og reelt hjælper mennesker og skaber forandring
Niels Christian Barkholt har beskæftiget sig med socialt arbejde i mere end 20 år. De seneste seks år har han været næstformand i Dansk Socialrådgiverforening (DS), hvor han har været en stærk stemme for udsatte børn og unge og i debatten om, hvordan vi får velfærden tilbage på sporet ved at styre den offentlige sektor i en ny retning.
Kandidaturet betyder, at Niels Christian Barkholt ikke genopstiller til posten som næstformand for DS, men fortsætter sit socialpolitiske arbejde i en anden arena.
– Jeg stiller mig til rådighed for SF, ikke fordi jeg er færdig med den dagsorden, jeg har kæmpet for i DS. Tværtimod. Det er den samme dagsorden bare i en anden skala, siger han.
Niels Christian Barkholt opstiller for SF på Frederiksberg.
Michella Lescher, formand for SF Frederiksberg, siger:
– Der er ingen tvivl om, at Niels Christian kommer med en meget stærk socialpolitisk dagsorden. Han kender alle hjørner af socialt arbejde og kommer med en kæmpe erfaring og et stort netværk, som vi kan bruge direkte i udviklingen af politik, både lokalt på Frederiksberg og på landsplan.
Niels Christian Barkholt vil arbejde for at genopfinde og udvikle det sociale arbejde ved:
• At kæmpe for mindre ulighed i samfundet.
• At arbejde for et politisk flertal, der vil investere i mennesker og tidlige indsatser.
• At det, som vi sparer ved at investere i socialt arbejde, kommer ind i Finansministeriets regnemodeller.
• At styre det sociale arbejde efter de resultater, der bliver skabt for borgerne, frem for procedurer og detailstyring.
• At udvikle et langsigtet perspektiv på sociale indsatser, der rækker meget længere end 4 år.
Niels Christian Barkholt meddelte den 14. april meddelte fra talerstolen til SF’s landsmøde, at han ønsker at stille op for SF til det kommende folketingsvalg.
Niels Christian er født i Glostrup 1971.
Han er vokset op i Albertslund i Oksens Kvarter.
Uddannet socialrådgiver i 1999.
Ansat i familieafdelinger i Køge Kommune og Brøndby Kommune 1999-2007.
Ansat som konsulent i Dansk Socialrådgiverforening 2007-2009
Kandidat i sociologi fra Aalborg Universitet i 2007 med speciale i udsatte børn og unge.
Konsulent i Faxe Kommune 2009-2012.
Valgt til næstformand i Dansk Socialrådgiverforening i 2012 og genvalgt i 2014 og 2016.
Bor på Frederiksberg med sin kæreste og deres fire sammenbragte børn.