I løbet af foråret får beboerne i Frederiksbergs etageejendomme også mulighed for at sortere madaffald. Frederiksberg Kommune leverer beholdere fra næste uge og lancerer samtidig kampagnen: Det er pærelet at sortere affald.
2018 bliver et stort år for affaldssorteringen på Frederiksberg. I foråret får de allerfleste af byens etageejendomme nemlig udleveret beholdere, så de også kan sortere madaffald, ligesom villa- og rækkehusejerne har gjort det siden 2015.
Borgmester Jørgen Glenthøj (C) glæder sig over tiltaget: ”Den nye ordning for madaffald er det største nye tiltag på affaldsområdet siden 2007, hvor alle fik beholdere til sortering af plast og metal. Sortering af madaffald er endnu et vigtigt led i at øge genanvendelsen af affald, og det giver god mening at udnytte madaffaldet til biogas og gødning. Helt i tråd med byens intentioner om at være en grøn og miljøvenlig klimaby,” siger han.
Formand for Frederiksberg Kommunes By- og Miljøudvalg, Jan E. Jørgensen (V), lægger stor vægt på, at det ikke er kompliceret at sortere madaffaldet: ”Alle former for mad må komme i den nye beholder, så på den måde er det nemt. Når det så er sagt, så skal man selvfølgelig lige vænne sig til at sortere madaffaldet fra. Derfor tilbyder vi en startpakke til sortering oppe i køkkenet, så man kan komme godt fra start med nye vaner. Og vi har valgt at benytte plastposer frem for nedbrydelige poser, fordi de nedbrydelige poser ikke er særlig robuste og risikerer at lække. Plastposerne bliver naturligvis sorteret fra på anlægget,” siger han.
Alle beboere over 18 år, som skal med i den nye ordning fra foråret 2018, får direkte besked fra kommunen i de kommende uger via e-Boks. Så snart der er leveret en udendørs beholder til madaffald, og man har fået en startpakke med poser, køkkenkurv og vejledning kan man gå i gang med at sortere.
Omtrent tyve procent af etageejendommene kommer ikke med i denne første fase. Det skyldes udfordringer med plads i ejendommen, hvor der er behov for ekstra tid til at finde en brugbar løsning. De sidste tyve procent vil komme med i ordningen inden udgangen af 2019.
Indsamlingen af madaffald er vigtig for at nå kommunens mål om, at 50 procent af husholdningsaffaldet bliver genanvendt senest i 2022.
Yderligere oplysninger, læs mere her.