Københavns Politi har i dag anholdt en 36-årig mand, som er sigtet for groft momssvig for mere end 17 millioner kroner. Han fremstilles i grundlovsforhør senere i dag.
En målrettet efterforskning af et organiseret hvidvasknetværk førte i dag til anholdelse af en 36-årig mand, som sigtes for groft momssvig for mere end 17 millioner kroner.
”Han er sigtet for at have udstedt fakturaer i flere selskaber, hvor der på fakturaerne opkræves moms, som ikke er angivet til Skattestyrelsen,” siger vicepolitiinspektør Anne Katrine Kristensen.
Manden blev anholdt på Amager, hvor Københavns Politi også ransagede flere adresser, hvor der blandt andet blev sikret et større pengebeløb.
Den 36-årige vil i dag blive fremstillet i Dommervagten i Københavns Byret med begæring om varetægtsfængsling, og der vil ved retsmødet være anmodning om dørlukning af hensyn til den videre efterforskning.
Sagen har i forvejen ført til flere sigtelser for hvidvask af mere end 600 millioner kroner, politiet har beslaglagt værdier og kontanter for flere millioner, og der er indtil videre afsagt tre domme.
Den ene dom er givet til netværkets formodede bagmand – en 45-årig mand, som er blevet idømt fem års fængsel for at have organiseret hvidvask af 128 millioner kroner. Derudover er to mænd på 22 og 28 år begge idømt tre års fængsel for medvirken til hvidvask af 78 millioner kroner.