Flere og flere børn og unge på Frederiksberg vil gerne dyrke sport i kommunens mange idrætsforeninger. Heldigvis. Men desværre er det i det senere år blevet mere almindeligt, at nogle foreninger indenfor forskellige grene af det lokale idrætsliv må lukke hold eller opgive at oprette nye, fordi de mangler trænere til holdene. Sådan lyder meldingen fra FIU, der er paraplyorganisation for 58 idrætsforeninger på Frederiksberg.

Foto ABW

Nyheden om et Trænerakademi, der skal skaffe flere unge trænere, bliver derfor modtaget meget positivt i de idrætsklubber, der indtil videre er blevet involveret og har meldt sig som medspillere i projektet. For der er potentiale til at få endnu flere unge involveret i trænerroller i idrætsforeningerne, og for FIU er det derfor en ambition at støtte det lokale foreningsliv i at genskabe og udvikle en kultur, hvor rekruttering og oplæring af unge trænere prioriteres i foreningens virke. Trænermanglen gør sig også gældende indenfor spejderklubberne, så derfor kan de også blive en del af projektet.

Trænerakademiet er udviklet af seks kommuner, foreningslivet, Gerlev Idrætshøjskole og forskningsinstitutionen Center for Ungdomsstudier. Sammen har de udviklet et treårigt projekt, der hvert år skal rekruttere og oplære 100 unge til at være trænere i idrætslivet. Uddannelsesforløbet udbydes i samarbejde med ungdomsskolen på Frederiksberg samt Tre Falke Skolen og Skolen ved Bülowsvej, hvor trænerforløbet er valgfag på henholdsvis 10. og 8. årgang og klæder eleverne på til de frivillige foreningsopgaver.

Ved idrætsforeningers hjælp rekrutteres desuden de nuværende unge trænere til videreuddannelse i trænerjobbet og idrætsudøvere, der allerede er aktive i det lokale foreningsliv bliver tilbudt at komme ombord. Folkeskolens øvrige elever på 7. – 9. årgang får også besøg af Trænerakademiet og hører om tilbuddet.

”Jeg vil gerne give noget videre”
12-årige Viktor Ildor Lyngbæk er en af de kommende ungtrænere, der er tilmeldt Trænerakademiet via ungdomsskolen. Han har i fem år spillet tennis i KB og han glæder sig til at fylde 13 år i december, så han kan komme i gang med sit virke som ungtræner. Efter oplæringen skal Viktor begynde at undervise de helt nye tennisinteresserede børn i klubben. Og det ser han frem til, fortæller han.

”Alt det jeg selv har lært, vil jeg også gerne kunne give videre til nogle andre. Måske kan jeg samtidig hjælpe mig selv til at blive bedre i tennis. Bare det at lære at undervise, tror jeg også, at jeg selv kan få meget læring af. Og så glæder jeg mig til at blive en del af fællesskabet med de andre som også vil være idrætstrænere. Jeg ved, at der også er flere andre fra KB, der har meldt sig til,” siger Viktor.

Foruden at blive oplært som træner er der i projektet også indtænkt andre tiltag, der skal gøre det attraktivt at deltage. Der gøres en indsats for at styrke sammenholdet blandt ungtrænerne gennem forskellige events, og alle ungtrænere får en tøjpakke. Det hele koordineres af Kristian Vincents, som siden 1. august har været ansat som akademileder i projektet. Han har en baggrund som skolelærer, har arbejdet med at integrere foreningsuvante i foreningsidrætten og været idrætskonsulent i OMBOLD, hvorfra han har erfaringer med afholdelse af events og opsøgende arbejde.

Trænerakademiet er realiseret ved hjælp af en større landsdækkende bevilling fra Den A.P. Møllerske Støttefond og med 600.000 kroner fra Frederiksbergfonden, der støtter den del af projektet der er målrettet de lokale unge i Trænerakademiet på Frederiksberg.

Læs her.