På denne tid af året gør Frederiksbergfonden status over det forgange år, og der er meget at glæde sig over. De har i 2022 modtaget flere ansøgninger og de har uddelt flere penge end nogensinde. Det vidner om stor initiativlyst og iderigdom i civilsamfundet på Frederiksberg.
At træde ind i et nyt kalenderår er samtidig årstiden for at gøre status over året der gik. Hele 223 ansøgninger blev det hidtil største antal ansøgninger, som Frederiksbergfonden behandlede og med 60 procent i hel eller delvis tilsagnsandel har flere ansøgere end nogensinde haft succes med deres ansøgning.
”Når vi i 2022 har oplevet flere ansøgninger end i året forud, så er det ikke blot et udtryk for, at vi er på den anden side af pandemi-årene 2020-2021, men også at der er stort initiativlyst og iderigdom i civilsamfundet på Frederiksberg. For os er det vigtigt at opnå en god bredde og dermed nå ud til så mange som muligt på Frederiksberg. Så vi er meget glade for, at vi bliver ansøgt mere og mere,” siger Martin Dahl, direktør i Frederiksbergfonden.
Med et samlet bevillingsniveau på 11,3 mio. kroner i 2022 var der tale om en stigning på 1,0 mio. kroner i forhold til 2021. Bevillingerne fordeler sig bredt over Frederiksbergfondens fire uddelingsmæssige retninger Opvækst, Livskraft, Kulturoplevelser og Medborgerskab med kulturen som det største område.
”Livskraft med fokus på børn og familie med udfordrede livsvilkår har de seneste to år haft ekstra opmærksomhed fra vores bestyrelses side, og derfor er det også bemærkelsesværdigt, at vi i 2022 kunne imødekomme 18 forskellige aktiviteter på dette område til en værdi af næsten to mio. kroner,” fremhæver Martin Dahl.
Ved indgangen til 2023 skete der flere ledelsesmæssige ændringer i Frederiksbergfondens bestyrelse. Efter 18 år som medlem af bestyrelsen udtrådte direktør Peter Christmas-Møller. I den forbindelse indtrådte to nye bestyrelsesmedlemmer nemlig provst i Frederiksberg Provsti, Cand. theol. Kirsten Jørgensen, og direktør for NEFOS, Cand. Scient. Bibl. Pernille Drost, som begge er bosiddende på Frederiksberg. Bestyrelsen består desuden af Sys Rovsing, Mads Lebech og Niels Smedegaard og har således fem medlemmer.