Det har i mange år været et fast tilbud til frederiksbergere over 65 år at få den årlige vaccine mod influenza. I år er tilbuddet blevet udvidet til også at omfatte vaccination mod pneumokokker. Det oplyser Frederiksberg Kommune i en pressemeddelelse

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Både influenzavirus og pneumokokbakterier kan potentielt gøre os rigtig syge. Hvert år bliver mange, især ældre borgere, indlagt med komplikationer som følge af at være blevet syge af influenza eller pneumokokker.

Borgmester Simon Aggesen siger: ”Når der i år er tilføjet en pneumokokvaccine til vaccinationspakken for ældre og særligt sårbare, skal det ses i lyset af situationen med Covid19. På Frederiksberg bor vi rigtig tæt sammen, og vi skal derfor passe ekstra godt på os selv og hinanden. Heldigvis plejer vi at ligge over gennemsnittet, når det gælder andelen af borgere, der tager imod tilbuddet om vaccination. Det håber jeg selvfølgelig også, at vi gør i år”.

I september måned modtager alle frederiksbergere over 65 år derfor et brev fra borgmester Simon Aggesen med information om de to forskellige vaccinationer. Selvom der ikke er tale om vaccinationer, der beskytter mod Covid19, kan vaccinerne være med til at beskytte ældre og sårbare borgere mod alvorlige sygdomsforløb.

Fra 1. oktober og året ud er det muligt at få begge vaccinationer samtidig. Man kan få vaccinerne blandt andet ved de vaccinationsarrangementer, der afholdes rundt om i kommunen, hos egen læge eller på apotekerne i kommunen.

Læs mere om vaccinationerne på frederiksberg.dk/vaccination eller på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.