Lejerbo bygger 11 tagboliger og ni rækkehuse på Peter Graus Vej.
I 2021 kan 20 familier flytte ind i helt nye almene boliger på Peter Graus Vej. Det står klart, efter Frederiksberg Kommunalbestyrelse godkendte Lejerbos planer på et møde mandag. Borgmester Simon Aggesen (C) er glad for planerne: ”Frederiksberg skal være en mangfoldig by med plads til alle, og derfor har kommunalbestyrelsen besluttet, at der i de kommende år skal etableres 100 almene boliger, som er til at betale for familier med helt almindelige indkomster. Med dette projekt er vi godt på vej,” siger han.
Boligerne etableres på Peter Graus Vej nummer 2-14. 11 tagboliger bygges i de eksisterende uudnyttede tage, og de ni rækkehuse opføres i tilknytning til tre allerede eksisterende blokke. Lejerbos formand Gunnar Sørensen understreger, at byggeriet skal være et godt bidrag til Frederiksberg på flere måder: ”I Lejerbo Frederiksberg er vi stolte over at kunne være med til at skaffe gode, almene boliger til Frederiksbergs borgere. I vores kommune er det ikke nemt at skaffe plads til nybyggerier, så vi synes, at løsningen med nye boliger i en eksisterende boligafdeling er helt rigtig. Ikke mindst fordi vi samtidig får mulighed for at skabe forbedringer, der kommer både nuværende og nye beboere til gode. Det gælder både boligafdelingens fælleslokale, de grønne områder og en energiforbedring”, siger han.
Arkitektonisk kommer de nye boliger til at spille godt sammen med den øvrige bebyggelse, fortæller formand for Frederiksberg Kommune Bolig- og Ejendomsudvalg, Helle Sjelle (C): ”Vi har vurderet, at projektet passer harmonisk ind i sammenhæng med den eksisterende bebyggelse, da tagboligerne indpasses i det eksisterende tagprofil, og rækkehusene opføres som en samlet boligstok langs Peter Graus Vej. Og vi gør meget ud af at sikre, at vi skaber alle de nødvendige tiltag i området, når der kommer flere beboere – naturligvis i en fortsat god dialog med de beboere, der bor der i forvejen,” siger hun.
De nye boliger medfører eksempelvis 20 nye p-pladser, 40 nye cykel-parkeringspladser samt en række grønne tiltag som højbede, frugttæer og buske. De eksisterende 14 træer i området tænkes ind i projektet.
Byggeriet er miljømæssigt bæredygtigt på flere måder. Først og fremmest kommer der mindre co2-belastning fordi der bygges på tag og ikke skal funderes og graves. Taget bliver velisoleret, så bygningen bliver energivenlig. Og endelig undersøger Lejerbo muligheden for at etablere grønne tage på udhuse og for at genbruge træet fra det tag, der rives ned.
Frederiksberg Kommune har givet Lejerbo et såkaldt grundkapitallån til projektet. Frederiksberg Kommune får anvisningsret til en del af boligerne.