Madland stifter i samarbejde med Københavns Kommune en koalition og udpeger 100 konkrete mindre aktører, som styrker madforbindelsen mellem land og by, og arbejder for et mere samfundsansvarligt madsystem. Byens borgere kan møde og spise sig igennem 10 af dem i en uge fra 19.-26. november med smagninger, fællesspisning, åben højskole og gårdbesøg. Madland inviterer også til symposium for alle interesserede, 20. november.

Madland / Foto Liv M Kastrup

Hvor står København som en grøn, cirkulær og retfærdig madby, og hvordan spiser vi og arbejder for et gentænkt levende og samfundsansvarligt madsystem?

Det madpolitiske samlingspunkt Madland er af Københavns Kommune valgt til at stifte en koalition af frontløbere, der alle arbejder for at styrke madforbindelsen mellem land og by og for et mere samfundsansvarligt madsystem. Listen over de 100 aktører er den første kortlægning af sin art i København, og peger direkte ind i Københavns Kommunes mad- og måltidsstrategis fokus på København som madby.

Målet er at gøre det mindre komplekst og langt tydeligere for madborgere og madprofessionelle, hvordan de aktivt kan indgå i lokale madsystemer og med måltidet i centrum, selv kan tage del i at skabe en mere bæredygtig fremtid.

Større inklusion i fortællingen om København som madby – Fra Michelin til en insisterende myriade af markeder, madtalenter og madoplevelser

I over 10 år har København haft et internationalt omdømme som en gastronomisk hovedstad ledt af fyrtårne i restaurationsbranchen. Samtidig har byen oplevet en mangfoldig myriade af fremsynede mindre aktører fra hele madsystemet fra jord til bord i og omkring København. Det er en styrke, som Madland savner en bedre balance og større mangfoldighed i anerkendelsen af – og som med rette kunne finde en mere favorabel plads i fortællingen om København som madby. Ifølge en analyse fra Københavns Kommune har 87 % af byens 25.000 virksomheder 10 eller færre medarbejdere.

“Vi arbejder for en inkluderende hovedstad, hvor vi side om side med toprestauranterne, også hepper på de mindre spisehuse, jordbrug, markeder, købmænd, bagerier, uddannelsessteder og medier, der gør en tydelig forskel for byen,” siger Marie Sainabou Jeng, programdirektør og stifter i Madland og medlem af Københavns Kommunes Erhvervsråd, og understreger:

“Samtidig er det vigtigt, at vi bygger bro til kommunes mad- og måltidstrategi og har borgmestre og embedsfolk på tværs af forvaltninger, der anerkender, at store dele af løsningerne for at rykke mod en mere retfærdig, grøn og cirkulær by ligger i vores madpolitik for, hvordan vi dyrker, producerer, distribuerer og spiser.”

Listen over de 100 aktører er den første kortlægning af sin art i København, og peger direkte ind i Københavns Kommunes mad- og måltidsstrategis fokus på København som madby. Listen er selvfølgelig ikke endelig, men starten på en større kortlægning og anerkendelse. Listen offentliggøres ved Symposium.

Madlands arbejde med Gentænk København som madby er støttet af Københavns Kommune.

KOM MED TIL SYMPOSIUM 20/11 OG SMAG PÅ 10 FRONTLØBERE 19/11-26/11

Madland Symposium: Gentænk København som madby
Mandag 20. november kl. 8.30-14.00 i Ungdommens Demokratihus i Kødbyen

Madland samler og sætter scenen til en mangfoldig kollektion af byens frontløbere med taler, samtaler, laboratorium og fællesfrokost som startskuddet til en koalition og en inkluderende samtale om København som madby. Se hele programmet her

10 madoplevelser i København: fællesspisning, smagninger, studieture og samtaler
Mød, oplev og lær fra byens frontløbere! Fra 19.-26. november inviterer Madland københavnerne til at møde, opleve og lære fra en række af byens frontløbere i og uden for byen.

Se meget mere om alle 10 madoplevelser her og få et kort overblik herunder:

Grønt Marked på Nørrebro, 19. november kl. 10.00-15.00
Grønt Marked er et socialt madprojekt, der samler bønder, producenter og borgere, som alle ønsker at bidrage til og støtte op om en positiv forandring af måden, vi går til mad på til marked i København. Fra start har de fokuseret på at skabe et rum, hvor københavnere kan købe madvarer direkte fra danske bønder og producenter.

Smagning udi æbler på fast og flydende form hos Byens Landhandel, 21. november kl. 17.00-18.30 på Nørrebro
Mød æbleentusiast Kirsten Rohde Jensen, ejer af Rytzebækgård på Møn, der er æbler og most at smage fra hendes plantager med et væld af sorter. Og smag på skønne cidere fra Jens Peter Baks hånd – ejer af Nagelsbjerg Vin.

Japansk madlavningskursus med Saito i Kitchen Collective, 22. november kl. 17.30-21.00 i Kødbyen
Fokus på dette kursus vil være på en håndfuld klassiske retter, der sammen udgør et komplet måltid, der fremhæver en masse grundviden om værdifulde basis elementer og råvarer i det japanske køkken.

Fælleslangbordsmiddag hos Byens Landhandel, 22. november kl. 18.00 på Nørrebro
Vi inviterer til et fælles måltid, hvor råvarerne er dyrket og høstet i Fjordlandet, tilberedt og serveret i Byens Landhandel. Kom og smag på Fjordlandet og få fortællingen om de lokale råvarer. Prisen inkluderer langbordsmiddag med 3 serveringer og velkomstdrink. Vin, øl og saft kan tilkøbes. Hent din billet her.

Fællesmiddag på Spor10 i Københavns nye bydel, Jernbanebyen, 22. november kl. 18.00-19.30
Kokkene fra Noon, disker op med store fade og skåle med velsmagende retter fra nær og fjern – både salater, varme retter, saftigt surdejsbrød og dyppelse med smæk på smagen.

Besøg et regenerativt jordbrug – åben højskole på Øm Klostergaard, 23. november kl. 9.30 til ca kl. 14.45 i Indre By og Roskilde
Lær om regenerativ jordbrug, planetære grænser og demokratisk bevægelse. Kom med på åben højskole for en dag, når Suhrs Højskole, madhøjskolen midt i København, sammen med Den Grønne Ungdomsbevægelse og Madland drager ud af byen og tager på landet for at møde Anders Højlund Andersen, jordbruger på Øm Klostergaard.

Klimaworkshop om detailhandlen i Københavns Kommune 24. november kl. 10.30-14.30 på Vesterbro
Københavns Kommune holder workshop om vejen mod mindre klimabelastende madvarer i københavnernes indkøbskurve. Workshoppen er en del af realiseringen af den kommende Klimaplan i Københavns Kommune, og er for repræsentanter for detailhandlen, fødevareproduktionen og forbrugerne i København. Sammen skal vi indkredse visioner og barrierer for mindre klimabelastende indkøb, og skitsere de væsentligste skridt i en udvikling, der både skal være attraktiv for virksomheder og madborgere.

Julefest i Øens Have, 25. november kl. 18.00-00.00 på Refshaleøen
Kom med til julefest lørdag d. 25. november, hvor alle kan deltage med et minimum på 2 personer. Så hvis du vil invitere din bedste ven, din familie eller måske bare er I bare en lille virksomhed, så er dette julefesten for dig.

Pastoral Dinner, 25. november kl. 19.00 på Refshaleøen
Grønt Marked, Lille Bakery og Jordbo inviterer til Pastoral Dinner. Viola Capriola fra Grønt Marked og Mia Boland fra Lille Bakery har forberedt en menu med udgangspunkt i de hedehyrdede får fra Lystbækgaard. Du skal forvente en aften med kraftfulde og dybe smage.

Grønt Marked på Frederiksberg, 26. november kl. 10.00-15.00
Grønt Marked er et socialt madprojekt, der samler bønder, producenter og borgere, som alle ønsker at bidrage til og støtte op om en positiv forandring af måden, vi går til mad på til marked i København. Fra start har de fokuseret på at skabe et rum, hvor københavnere kan købe madvarer direkte fra danske bønder og producenter. Gennem den forbindelse danner markedet samtidig ramme om at udbrede viden om regenerativt jordbrug, skabe forståelse for sæsonerne og styrke forbindelsen mellem by og land.

Om Madland
Madland er et madpolitisk og fællesskabende samlingspunkt for dem, der gentænker madsystemerne samfundsansvarligt. Et samlingspunkt, hvor vi engagerer, inspirerer og begejstrer til undren såvel som handling.

Gennem møder, medier og viden skaber vi samfundsansvarlig engagement. Vi forbinder og ruster professionelle madfolk såvel som madborgere til at tage aktiv stilling til deres ansvar, indflydelse og handlerum i forandringen. Sammen bliver vi klogere på det uoverskuelige system, der ligger bag de råvarer, produkter og måltider, vi spiser og producerer til daglig, og sætter scenen for nye møder, partnerskaber og værdifællesskaber.

Se mere på madland.dk

Link til de 10 events her.

Program til Symposium her