I dag holdes landet over en omfattende generalprøve på vaccinationsindsatsen. Målet er, at op imod 100.000 personer bliver vaccineret mod COVID-19 denne dag. Det oplyses i en pressemeddelelse.
Generalprøven skal teste, om regionerne er klar til at vaccinere i den store skala, som de forventer at skulle i gang med om ganske kort tid. Det vil sige, om de har kapacitet nok til at gennemføre mange vaccinationer på én dag. Fokus på dagen vil særligt være på lokale vaccinationssteder i regionerne.
For at kunne gennemføre generalprøven har mange personer fra de forskellige målgrupper i de seneste uger kunnet booke tid til vaccination netop denne dag.
”Vi skal sikre os at vi er klar til at rulle vaccinerne ud i stor skala – at vaccinationsstederne har kapacitet til at vaccinere 100.000 på én dag, og at logistikken og it- systemet kan klare presset. Vi tester systemerne på i alt 68 vaccinationssteder over hele landet,” forklarer enhedschef i Sundhedsstyrelsen Steen Dalsgård Jespersen.
Tilbage i februar måned blev der holdt en første generalprøve, hvor lidt flere end 30.000 blev vaccineret på 21 vaccinationssteder rundt om i landet. Det generelle billede var, at vaccinationerne foregik godt.
”Den første generalprøve var en rigtig god øvelse for alle, der er involveret i vaccinationsindsatsen, og vi har brugt erfaringerne til at justere i planerne. Og mit bud er, at vi er godt klædt på til at vaccinere i stor skala. Alt dette kommer i sidste ende til gavn for den enkelte, der skal vaccineres, så det foregår sikkert og effektivt,” tilføjer Steen Dalsgård Jespersen.
Når dagens generalprøve er afsluttet, bliver der indsamlet resultater og erfaringer fra alle 68 vaccinationssteder til en samlet evaluering. Den bliver brugt til at justere på udrulningsplanerne, hvis der er behov for det. Herefter vil alle være klar til at vaccinere med de større mængder vacciner, vi forventer at få i de næste måneder. Her vil regionerne gradvist åbne flere vaccinationssteder, og de vil også inddrage praktiserende læger og apoteker.