Region Hovedstaden og de 29 hovedstadskommuner er gået sammen om at kortlægge trafikulykker. Målet er at finde de farlige steder på vejene, så flere trafikulykker forhindres.

Foto ABW

I et nyt projekt indsamler Region Hovedstaden og de 29 hovedstadskommuner data om trafikulykker fra akutmodtagelserne. I projektet bliver borgere bedt om hjælp til at udpege, hvor ulykken er sket. Det skal gøre kommunerne bedre i stand til at identificere særligt farlige steder i trafikken, så de kan forebygge trafikulykker.

”En trafikulykke kan få tragiske følger for det enkelte menneske og vende op og ned på en hel families hverdag og liv. Samtidig har ulykker i trafikken også store økonomiske konsekvenser for regionen og kommunerne. Resultaterne fra det nye projekt gør, at vi kan kortlægge farlige steder i trafikken og dermed også få muligheden for at gøre en endnu større indsats for at forebygge trafikulykker og mindske risikoen for menneskelige tragedier,” siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj.

Akutmodtagelser ser flere tilskadekomne
I dag er det især data fra politiet, der ligger til grund for det forebyggende trafiksikkerhedsarbejde i kommunerne. Men tal fra hospitalerne viser, at der er fire gange så mange alvorligt tilskadekomne og 20 gange flere lettere tilskadekomne, end politiet registrerer.

Når især cyklister og fodgængere er underrepræsenterede i tallene, så skyldes det, at det oftere er i mindre alvorlige ulykker, hvor en tur på akutmodtagelsen er nødvendig, men hvor politiet ikke nødvendigvis bliver involveret. Derfor kan det gøre en stor forskel at få mere viden om cykelulykker – ikke mindst i hovedstadsregionen, hvor der er mange cykler.

Vigtigt samarbejde med kommunerne
Efter de første lovende resultater i projektet har alle 29 kommuner i hovedstadsregionen nu valgt at gå ind i samarbejdet.

Borgmester Steen Christiansen, Albertslund Kommune uddyber: ”I kommunerne har vi ansvar for forebyggelse og trafiksikkerhed på veje og stier, vi har gennem samarbejdet en forventning om at få mere og hurtigere viden om f.eks. skolevejsulykker og ulykker med el-løbehjul, el-cykler og speed-pedelecs. Potentialet er stort og styrker grundlaget for en fokuseret indsats og nye målrettede tiltag.”

Spørgeskema gennem Digital Post
Projektet rækker ud til borgere, der har været forbi akutmodtagelsen efter en trafikulykke gennem Digital Post. Borgerne bliver bedt om at beskrive ulykken via et spørgeskema, hvorefter den indsamlede viden bliver delt med kommunerne. Projektet er inspireret af lignende forsøg med indsamling af data på skadestuer i Jylland og på Fyn, men er det første i landet, hvor indsamlingen er automatiseret gennem Digital Post.

Det er Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse på Bispebjerg-Frederiksberg Hospital, som har ansvar for at indsamle og håndtere borgernes besvarelser for regionen.

”Hver måned er der 1.000 patienter, som kontakter et af hospitalerne eller vagtlægen, efter de er kommet til skade i trafikken. Det er et stort tal, som vi som hospital gerne vil være med til at forebygge. Og på de svar, som vi allerede nu har fået fra spørgeskemaundersøgelsen, kan vi se, at borgerne giver fine, uddybende forklaringer på, hvad der er sket. Vi har præsenteret nogle af dem for trafikfolk fra kommunerne, som fandt stor værdi af beskrivelserne” siger sundhedsforsker Janne Petersen fra Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse på Bispebjerg-Frederiksberg Hospital.

Ud over de menneskelige omkostninger er det også dyrt, når der sker ulykker på vejene. En trafikulykke koster i gennemsnit de offentlige kasser 600.000 kroner. Og ifølge Transportministeriet koster trafikulykker samlet set det danske samfund 27 mia. kroner om året.

FAKTA
Projektperiode:

2022-2026 (heraf 2022-2023 forprojekt)

Finansiering af forsøget:

  • Region Hovedstaden lægger i alt 1.300.000 kroner
  • Kommunerne lægger tilsammen i alt 1.200.000 kroner

Partnerkredsen fra 2024:

  • Region Hovedstaden (Center for Regional Udvikling og Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse)
  • De 29 kommuner i KKR Hovedstaden

Samarbejde:

  • Region Hovedstaden er i dialog med en række politikredse, forskningsinstitutioner og organisationer. Nordsjællands Politikreds er en tæt samarbejdspartner blandt de fire politikredse i regionen.

Mål/output af forsøget

  • Mere viden om cykelulykker og kortlægning af flere farlige steder især de bløde trafikanter
  • Tværsektorielt samarbejde om forebyggelse og sikkerhed

Formål/perspektiver ved forsøget:

  • Forebyggelse af trafikulykker og fremme af trafikal tryghed og sikkerhed
  • Få flere borgere til at tage cyklen
  • Øget bevægelse i dagligdagen, renere luft, mindre trafikstøj og mindre klimabelastning

Kilde Region Hovedstaden.