GALERIA 18 på Værnedamsvej præsenterer d. 6. september udstillingen ”Femme Focus”, der har til formål at belyse kvinders fremdrift i den kunstneriske verden. Udstillingen er kurateret af galleriejer Karen Dulong og samler værker fra de tre kunstnere Mathilde Olsen, Gökçe Art og Sara Mai.

Pressefoto Mathilde Olsen

”Femme Focus” hylder kvinders kreative evner og modstandsdygtighed i en branche, der gennem mange år har været domineret af mænd. Udstillingen viser de tre kunstneres unikke perspektiver og stemningsfulde værker som en markering af de fremskridt, der er sket, og kvinders opnåelse af en mere fremtrædende position i kunstarenaen.

Kurator og galleriejer, Karen Dulong, vil med udstillingen fremvise passionen og visionerne hos de tre kvindelige kunstnere: ”Jeg håber, at deres stemmer får genlyd, og deres kunstneriske evner inspirerer os, mens vi fejrer deres uvurderlige bidrag til kunstverdenen,” siger hun.

Historiske benspænd
Motivationen for udstillingens tema er opstået ud af, at kvindelige kunstnere historisk set, ifølge Karen Dulong, er blevet mødt af en række barrierer, hvor adgang til uddannelse på prestigefyldte akademier var begrænset, og der herskede en tankegang om, at kvinder ikke havde de rette intellektuelle evner.

”Tidligere blev kvinder hæmmet i at forfølge deres kreative ambitioner, men i dag har de bedre muligheder for at udtrykke sig og blive anerkendt for deres talent. Det skal vi fejre, mens vi stadig arbejder videre på at få en mere repræsentativ kunstbranche,” siger Karen Dulong.

”Femme Focus” udstilles i tre måneder fra ferniseringsdato d. 6. september. Alle er velkomne til at opleve udstillingen i galleriet på Værnedamsvej 18, 1619 København.

Fakta om kunstnerne
Mathilde Olsen maler portrætter og vandt 2024-udgaven af tv-programmet ”Danmarks Bedste Portrætmaler”. Hun udforsker krydsfeltet mellem kunst og arkitektur. Hendes medie er glas og kunsthåndværkspapir, hvor hun maler med akrylmaling, akvarel og farveblyant.

Gökçe Tercioglu har arbejdet med den gamle tyrkiske kunst, papirmarmorering, i over et årti, hvor hun skaber dybde og abstrakte 3D-former i sine malerier. Hun bruger den 100 år gamle teknik med sit eget moderne touch, hvor hun maler på vandoverflader med jordpigmenter og redskaber fundet i naturen.

Sara Mai har udviklet en særegen tilgang til den kvindelige form og skaber malerier, hvor hun blander geometriske og substantielle elementer med organiske og flydende kvaliteter. Sara arbejder også med keramik og skaber skulpturer, der udforsker det dynamiske samspil mellem organiske og geometriske former.

Kurator
Karen Dulong, grundlægger af GALERIA 18 på Værnedamsvej, forener passioneret sine roller som kunstner og galleriejer. Opvokset i en familie med stærke rødder i kunst og iværksætteri, har Karen altid været draget af kunstens æstetik og dens evne til at forandre. Hendes mål er at støtte spirende kunstnere på deres vej mod succes ved at give dem en platform til at udstille deres værker.

Pr-foto