Har du lyst til at bidrage til at skabe et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen? Sådan lyder opfordringen fra Region Hovedstaden, der med et nyt opgaveudvalg om kvindesygdomme inviterer borgerne helt tæt på det politiske arbejde. I opgaveudvalget skal borgere, politikere og kommuner sammen finde løsninger på konkrete udfordringer og bidrage med nye idéer til fremtidens sundhedsvæsen med patienten i centrum.
Missionen for opgaveudvalget er at få større fokus på sygdomme, der særligt ramme kvinder. Forskningen skal styrkes, behandlingen forbedres og kendskabet til kvindesygdomme udbredes. Her har Region Hovedstaden brug for dit/jeres input.
Udvalget kommer til at bestå af tre regionsrådspolitikere, to kommunalpolitiske repræsentanter, en hospitalsrepræsentant og en enhedschef fra Center for Sundhed samt ca. 15 borgere i regionen.
Har du eller din pårørende været berørt af en kvindesygdom? Og har du gode idéer til, hvordan vi sammen bliver klogere på sygdomme, der primært rammer kvinder? Så hører vi meget gerne fra dig.
Er du borger I Region Hovedstaden? Og kan du nikke ja til en af nedenstående kriterier? Så håber vi, at du vil melde dig som deltager i opgaveudvalget om kvindesygdomme.
-
Du er mellem 18 og 60 år, og har været berørt af en kvindesygdom som fx endometriose, PCOS eller tidlig overgangsalder og har lyst til at dele ud af dine erfaringer med kvindesygdomme.
-
Du er pårørende til en partner, ven eller et familiemedlem, der er berørt af en kvindesygdom som fx endometriose, PCOS eller tidlig overgangsalder.
Det er forventningen, at møderne i opgaveudvalget vil finde sted i efteråret og vinteren 2024. Der vil være fire møder af ca. 3 timers varighed, og de afholdes forventeligt i København Ø.
Ansøgningsfristen er 22. august 2024.
De forventer at kunne give en tilbagemelding i starten af september til alle, der har udtrykt interesse for at deltage i opgaveudvalgets arbejde.