Bakkehuset inviterer til julefejring for hele familien. Søndag d. 3. december synger Musikhøjskolens Børnekor julen ind, og indenfor i de historiske stuer har kunstnerduoen ET ANDET STED skabt en juleudstilling, ‘Evig jul’.

Bakkehuset Pr-foto

Tableauer og figurer i et frostsprængt vinterlandskab fortæller om den stemning, der herskede hos Rahbekparret, og som tiltrak de største kunstnere og forfattere i 1800-tallet. Udover udstillingen faciliterer ET ANDET STED en særlig kranseworkshop helt i Kamma Rahbeks ånd.

Udstillingen ’Evig jul’ kan opleves på Bakkehuset fra d. 28. november til d. 7. januar 2024. Og fra tirsdag d. 5. december kan man lave sin egen julefigur i Eventyrakademiet.

Julen er evig på Bakkehuset. Sådan sagde digteren Adam Oehlenschläger i hvert fald. Måske tænkte Oehlenschläger på Bager Hamborgs julekage, som Kamma serverede, når han og familien året rundt kom på besøg. Måske tænkte han også på den gæstfrihed og udveksling af idéer, der florerede hos ægteparret Rahbek. Her samledes nemlig tidens digtere og forfattere, såsom fx B.S. Ingemann og N.F.S. Grundtvig, der står bag mange af de julesalmer, som vi stadig synger den dag i dag.

“Evig jul” og rigdommen af Bakkehusets historier har inspireret kunstnerduoen ET ANDET STED til årets juleudstilling, som kan opleves fra d. 28. november til d. 7. januar 2024. Duoen, som består af Berit Nørgaard og Gitte Bach, skaber eventyrligt og avanceret i papmaché og papir: På bakken langt uden for byen i det frostsprængte landskab ses Bakkehuset med lys i vinduerne. I selve bakken er der masser af liv. Hvert tableau giver et glimt af Kamma og Knuds liv i Bakkehuset.

Kamma og Knud havde ikke selv juletræ. Det nød de i stedet hos venner. Kamma flettede derimod kranse, som hun lagde på kommoder og borde rundt i Bakkehuset. På museets 1. sal kan man skabe sin egen julekrans sammen med ET ANDET STED. Man kan læse mere om ET ANDET STED via Instagram: @et_andet_sted.

Program søndag d. 3. december:
Kl. 11-11.30: Udendørs gratis koncert med Musikhøjskolens Børnekor v. Malu Nørholm og Anne Uhre.
Kl. 11, 13, 14, 15, 16: Kranse-workshop med ET ANDET STED (kræver særskilt billet via frederiksbergmuseerne.dk).
Kl. 11-17: Oplev juleudstillingen Evig jul af ET ANDET STED, Eventyrakademiet og de historiske stuer.
Kl. 11-17: I Orangeriet kan man dagen i gennem købe varme drikke, og ved arbejdsborde på gårdspladsen, kan man gratis lave sin egen æblelygte.